Blog

Facebook Questions lanceret

Facebook har netop lanceret Facebook Questions, som giver mulighed for at lave "polls", eller hvad man kan kalde meningsmålinger på Facebook.

Hvad er Facebook Questions?

Ideen er, at man stiller et spørgsmål i en statusopdatering. Man definerer på samme tid nogle svarmuligheder, og om andre skal have mulighed for at lave flere muligheder. Så bliver spørgsmålet skudt ud til ens Facebook-venner eller fans.

Her er et par skærmbilleder fra et spørgsmåls oprettelse.

Facebook Questions 1

 

Facebook Questions 2

Hvem kan se mine Facebook-spørgsmål?

Når spørgsmålet er stillet, så bliver det sendt ud til ens venner. Det samme sker, hvis man stiller et spørgsmål med en Facebook-side som afsender.

Spørgsmålet kan så besvares og deles videre af alle - det er altså ikke kun ens venner, som kan se det. Når en person besvarer det, så kan alle denne persons venner se deres svar etc. Tjenesten udnytter altså den virale spredningseffekt, som Facebook indeholder, på fornem vis.

Endelig kan man se, hvordan folk har valgt at besvare spørgsmålet. Man får vist en procentvis fordeling, som desuden indeholder folks profilbilleder. Det er altså ikke en anonym afstemning. Her har en bruger svaret den sidste mulighed.

Facebook Questions svar

Hvordan kan jeg prøve det?

Det er ikke sikkert, at din profil endnu har fået adgang til Questions. Du kan prøve det ved at sætte din profils sprogindstillinger til engelsk. Herefter dukker en ny mulighed op til venstre (se billedet). Herunder kan der stilles spørgsmål m.v. Du kan prøve at besvare et spørgsmål på vores Facebook-side her, vi spørger, om du har læst det her blogindlæg.

Facebook Questions knap

Hvad kan jeg bruge det til? Og hvad med Quora?

Udover de åbenlyse muligheder for sjove spørgsmål blandt venner, så kan organisation og virksomheder, som benytter Facebook via fx en Facebook-side, drage nytte af, at kunne stille spørgsmål direkte til deres fans.

Hvor man tidligere kun havde mulighed for at få svar gennem kommentarer, så kan man nu definere svarmuligheder, og dermed guide informationsstrømmen.

Funktionen er simpel og fungerer. Der vil være nogle, som har problemer med, at spørgsmål pt. er tilgængelige for alle, og ikke kan gøres private. Facebook ser uden tvivl Questions som en crows-sourcing tjeneste, hvor alle skal have ret til at besvare spørgsmålene.

Spørgsmålsdelingstjenesten Quora har i de senere måneder fået en del opmærksomhed, og mange af tech-branchens kloge hoveder har flokket til den. Facebook forsøger formentlig her at opsnappe en del af den opmærksomhed, og holde folk i Facebook-universet. Det er en tendens, som breder sig mere og mere - hvis man kan beholde folk på Facebook, så eksponerer man dem naturligvis for flere annoncer, og giganten tjener potentielt set flere penge på ens aktivitet.

Det bliver spændende at følge, om tjenesten kan hente nogle af Quoras brugere over, og om de generelle Facebook'ere tager tjenesten til sig. Det tror jeg nu nok, at de vil.

Del denne side på: email + facebook + twitter

 
 
 
Seismonaut medarbejdere