Seismonaut har flere hjemmesider,
som du er velkommen til at besøge:

Seismonauts øvrige sider

Blog

Apple Pay er allerede større end alle de andre - tilsammen

28.10.2014

Apple lancerede i oktober den nye betalingstjeneste Apple Pay. Efter få uger er den ifølge Tim Cook, Apples CEO, allerede større end alle de andre lignende betalingsløsninger - til sammen.

Apple er ved at ruske godt og grundigt op i mobilbetalingsområdet, og set udefra er det ved at blive rigtigt interessant. Vi har i Seismonaut netop afsluttet et projekt med Finanssektorens Uddannelsescenter, og jeg har derfor beskæftiget mig en del med forskellige betalingsmuligheder. Indlægget her giver et lille overblik over, hvad der foregår lige nu.

Forskel på EU og USA

I Danmark er mobilbetaling efterhånden lig med Danske Banks MobilePay; en løsning, som gør det muligt at sende penge til andre MobilePay-brugere. Butikker kan også bruge tjenesten - her sender brugeren penge til butikkens nummer og betaler på den måde for sin vare. I skrivende stund er MobilePay mest udbredt blandt private. Eksempelvis er det ved at være ganske normalt, at man på loppemarkeder betaler med MobilePay.

I lande som England findes lignende mobilbetalingstjenester - blandt andet Paym - og derudover findes de såkaldte contactless payment-kreditkort. Det vil sige sige betalingskort, som kan viftes foran en betalingsautomat og dermed hverken behøver komme i kontakt med en chiplæser eller behøver nogen pinkode. Det kontaktløse kreditkort er interessant, fordi det er forgængeren til at betale med en chip i mobiltelefonen - altså at brugeren vifter sin telefon foran en læser og ikke behøver taste et telefonnummer eller andet ind.

Betalingsautomaterne for de kontaktløse kreditkort og mobilbetaling er de samme. Faktisk er langt de fleste nye Dankort-automater i Danmark allerede forberedt til de såkaldte NFC-betalinger, og Danske Bank forventer at alle kort udstedt fra 2016 vil have NFC.

I USA er der åbnet for Apple Pay og en række andre lignende tjenester - defor må de jo være langt foran os på den slags, ikke sandt? Det er en sandhed med modifikationer. Eksempelvis bruger størstedelen af kreditkort i USA stadig magnetstriber, hvilket i europæisk optik er en noget uddateret løsning. Men med hensyn til selve mobilbetalingen, trækker USA fra Europa.

Det har noget at gøre med EU

Vender vi tilbage til England og Danmark, så har vi - udover MobilePay og de kontaktløse kort - ikke gang i meget på den mobile betalingsfront. Og det har delvist noget med EU at gøre. Jeg har af jurister hos Finanssektorens Uddannelsescenter fået at vide, at årsagen er lang og indviklet, og lægmand har vist ikke en jordisk chance for at være med.

Kort sagt har EU ikke åbnet op for den type “alternativ bankvirksomhed” endnu. Det kan også være derfor, at Googles Wallet-tjeneste stadig ikke er klar i EU på trods af at have været på markedet siden 2011. Wallet minder meget om Apple Pay med undtagelse af nogle opbygningsmæssige spindsfindigheder.

Apple _Pay _i Phone _6_Landscape

Hvad er Apple Pay og hvad med sikkerheden?

Apple Pay er en måde at gemme kreditkort i telefonen, sådan at man ved betaling i butikkerne bruger en trådsløs chip i sin smartphone i stedet for selve kortet. Løsningen opbevarer altså ikke penge; den agerer kun stedfortræder for selve plastikkortet. Din iPhone vil fungere som et kontaktløst kreditkort, og du behøver ikke skrive en pinkode ind.

Betaling uden pinkode lyder farligt, men det fungerer allerede i mange lande på kreditkort-fronten. Der er ofte beløbsbegrænsning på, sådan at større beløb skal godkendes med eksempelvis en pinkode. Min kollega Hanne har tilbragt en del tid i Australien, hvor de trådløse kort er udbredt. I følge Hanne har den generelle befolkning der accepteret løsningen som normen og er ikke i det daglige bekymret over sikkerhedsspørgsmål.

Apple har gjort et stort nummer ud af sikkerheden i Apple Pay, hvor der er decideret hardware dedikeret til at kryptere den opbevarede kreditkortinformation. Apple får på intet tidspunkt kreditkortnummeret at se, og det opbevares ifølge Apple selv udelukkende lokalt. De kan ikke engang se, hvad personen har købt.

I forhold til at godkende transaktionen benytter Apple Pay kundens fingeraftryk, hvis der er tale om en betaling via en iPhone med fingeraftrykslæser. Hvis kunden bruger et Apple Watch, som også vil understøtte Apple Pay, vil uret kræve en form for login, når brugeren tager det på. Herefter gælder det login, indtil brugeren igen fjerner uret fra armen, og de indbyggede sensorer opdager, at hudkontakten er blevet brudt. Især den med uret, synes jeg, er temmelig elegant.

Hvorfor er Apple Pay interessant?

Som det måske fremgår, så er Apple Pay fra et teknisk standpunkt ikke meget anderledes end andre løsninger. Det, som gør tjenesten interessant, er Apples magt i markedet. Apple siger, at de allerede har flere brugere, end alle de andre tjenester har tilsammen. Det bevidner meget godt Apples evne til at få brugerne til at tage tjenester til sig. Denne gang har de da også gjort hjemmearbejdet.

Tidligere tiltag som billet-app’en Passbook har ikke haft samme gennemslagskraft, måske på grund af manglende virksomhedspartnere og et mindre tydeligt værditilbud. Apple Pay var fra starten linet op til at kunne bruges med de største amerikanske banker, og der kommer flere nye til hele tiden. Desuden er brugsscenariet meget tydeligt - det gør en handling, som du foretager næsten hver dag, lettere.

Apple Pay har allerede fået så meget vind i sejlene, at butikker, som ikke officielt understøtter løsningen, er begyndt at blokere den af frygt for, at kunderne ikke længere vil bruge butikkernes egne betalingsløsninger.

Det har nemlig indtil nu kun været udvalgte butikker, som officielt har understøttet Apple Pay, men det har været muligt at bruge løsningen flere steder, såfremt butikken understøtter andre NFC-betalingsløsninger. Fordi flere virksomheder altså gerne vil fremme brugen af egne betalingsprodukter, blokerer blandt andet CVS og RiteAid nu for brugen af Apple Pay - hvilket virker lidt som at sige, at vi ikke vil tage dine penge, fordi du skal bruge de her penge i stedet.

Apple Pay har altså sat skub i diskussionen om, hvad arvtageren for kreditkortet skal være, og hvor den skal komme fra. Bankerne i USA har valgt at indgå i et samarbejde med Apple i stedet for at modarbejde dem, og de får dermed også lidt af skulle have sagt i forhold til udviklingen. Apple lægger sig lunt i svinget, styrer en del af infrastrukturen og tjener endda et mindre beløb på hver transaktion. Det er ikke svært at forestille sig, at Apple Pay på sigt vil kunne indeholde Brugsen-kortet og Matas-kortet, måske endda sygesikringen, passet og kørekortet.

I første omgang ser Apple Pay ud til at være et af de første, seriøse bud på, hvordan fremtidens betaling - og tegnebog - kommer til at se ud. Det bliver spændende at se, om Apple breder løsningen ud til andre lande - men mon ikke, de arbejder på det?

Del denne side på: email + facebook + twitter