Seismonaut har flere hjemmesider,
som du er velkommen til at besøge:

Seismonauts øvrige sider

Blog

6 ting, du skal vide om Instagram, inden du opretter en profil for din virksomhed

10.12.2014

Instagram

Danske virksomheder er efterhånden ved at få øjnene op for Instagram, og mange er dygtige til at få fortalt små visuelle historier med både billeder, video og tekst. Det kan dog stadig være en udfordring at komme i gang med platformen og få lagt en strategi, der virker.

Her giver vi vores 6 anbefalinger til, hvad du bør have med i tankerne, når du udvikler en strategi til Instagram. 

1. Du kan ikke annoncere på Instagram 

På Facebook er annoncering efterhånden en afgørende faktor for at skabe synlighed omkring dit indhold og opbygning af en større fanbase. På Instagram er annoncering (endnu) ikke en mulighed. Derfor er du som virksomhed nødt til aktivt at skabe synlighed omkring dine billeder og din profil.

Opbygning af følgere på din profil og engagement med dit indhold vil derfor ikke kunne sammenlignes direkte med din tilstedeværelse på f.eks. Facebook. På den positive side betyder det, at alle har muligheden for at få opmærksomhed på Instagram - uanset budget. Det betyder dog også, at Instagram kræver en klokkeklar strategi og dedikeret, vedvarende arbejde. Der er med andre ord ingen smutveje. 

2. En aktiv tilstedeværelse skaber synlighed omkring dit indhold og din profil 

En aktiv tilstedeværelse på Instagram kræver tid. Det kræver, at du i starten afsætter tid til at finde og følge profiler, som er interessante for din virksomhed samt liker og kommenterer deres indhold løbende. Følg f.eks. virksomheder og personer, som poster indhold, der stemmer overens med din virksomhed. Du kan bruge søgefunktionen på Instagram (forstørrelsesglas-ikon i app’en) til at søge efter relevante billeder og personer og hold derefter øje med, hvem dine følgere følger for løbende at udvide dit netværk.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at din aktivitet med andre profiler er velovervejet og kun med udgangspunkt i, hvad din virksomhed gerne vil kommunikere. Din aktivitet må ikke opfattes som spam. 

3. Strategisk arbejde med ambassadører kan generere trafik til din profil 

På Instagram har mange personlige profiler opbygget en følgerskare gennem personligt og æstetisk indhold, der f.eks. omhandler en interesse for mad, et talent for indretning eller en evne til at skildre hverdagen med et humoristisk twist. Disse privatpersoner er for flere virksomheder interessante pga. det høje antal følgere samt den troværdige relation, som de har opbygget til deres følgere gennem dagligt at poste billeder.

Som virksomhed kan du indtænke ambassadører i din strategi og dermed opnå synlighed omkring din profil gennem et evt. samarbejde, hvor de f.eks. linker til din profil eller benytter udvalgte hashtags. I arbejdet med ambassadører er det dog helt afgørende at have en strategisk og velovervejet tilgang for at opnå den ønskede effekt og opbygge det rette samarbejde. Her er fire helt konkrete guidelines til arbejdet med ambassadører:

  • Udvælg profiler som stemmer overens med din målgruppe 

  • Sørg for, at der er en klar rød tråd med indholdet på den udvalgte profil og din virksomheds identitet

  • Definer et klart formål for samarbejdet, som begge parter er indforstået med

  • Det skal altid være synligt for læseren, at der er indgået et samarbejde mellem den enkelte ambassadør og virksomheden

Se et par eksempler på virksomheder, der har arbejdet strategisk med ambassadører på Instagram her: Café og bageri Wullf og Konstali og nemlig.com 

4. En rød tråd i billederne på din profil er med til at fange brugernes opmærksomhed

Når først du har skabt synlighed omkring din profil og trafik dertil, vil brugeren klikke sig ind på profilen og se billederne samlet. Det er her, brugeren vælger, om profilen er værd at følge eller ej. Du kan gøre flere ting for at gøre din profil ekstra interessant og dermed øge sandsynligheden for, at resultatet bliver en ny følger.

På Instagram vil det i sidste ende altid være billederne, det handler om. Æstetisk og relevant indhold er derfor afgørende for at fange målgruppens opmærksomhed. Tænk både på kvaliteten af det enkelte billede og på, om oversigten med alle billeder afspejler din virksomhed på den rigtige måde.

Husk også at have en beskrivende profiltekst, hvor brugerne let kan se, hvilken virksomhed, der står bag profilen, og hvad fokus for lige præcis virksomhedens Instagram-profil er. Og link altid til eksempelvis din hjemmeside eller Facebook-side, så dine følgere hurtigt kan finde mere information om både dig og din virksomhed. 

Se VisitCopenhagens profil her, som formår at skabe en gennemgående æstisk rød tråd i deres billeder. 

5. Du opnår det bedste resultat ved at sætte struktur på din indholdsproduktion

Inden du begynder at tage billeder til din virksomheds profil, er det vigtigt, at der ligger en strategi bag. Definer formål med en tilstedeværelse, kommunikative mål og en visuel identitet. Arbejd evt. med indholdskategorier og en indholdskalender, så arbejdet med Instagram bliver overskueligt og opgaverne bliver fordelt internt.

Overvej også, hvem der skal tage billederne. Ved at have samme hånd bag kameraet stort set hver gang kan du sikre, at stilen bliver holdt hele vejen igennem. Det kan også være, at det bedste er at få en ekstern fotograf på, som har øje for det gode billede. 

7 tips til gode billeder på Instagram

    1. Brug samme filter til dine billeder, så der skabes genkendelighed mellem billederne

    2. Hav et klart motiv for hvert billede, og gør det så simpelt som muligt

    3. Tag billederne i et godt lys - helst sollys

    4. Brug hashtags, men vær sparsom og brug kun de mest relevante

    5. Billederne må gerne være ‘behind-the-scene’ og skal ikke være traditionelle ‘reklamebilleder’

    6. Repost andres billeder, som passer til din virksomhed. Husk at spørge om lov til dette først

    7. Husk at poste billederne, når din målgruppe er aktiv på Instagram (f.eks. morgen og aften) 

















6. Instagram kan bruges til at afprøve ting

 Afslutningsvis skal du nok acceptere, at det ikke er på Instagram, du samler den store følgerskare. Fokuser derfor på din kernemålgruppe - eller udvælg et nicheformål for din virksomhed. Instagram er et sted, hvor du kan forsøge dig frem og afprøve tiltag, du ikke har lyst til at dele på f.eks. Facebook i første omgang.

Har du brug for hjælp til at sætte strategiske mål for en visuel tilstedeværelse på Instagram for din virksomhed, så kontakt os endelig. Vi hjælper gerne din virksomhed i gang.

Del denne side på: email + facebook + twitter