Seismonaut har flere hjemmesider,
som du er velkommen til at besøge:

Seismonauts øvrige sider

Blog

Studietur til Amsterdam

26.11.2015

Seismo Amsterdam

I Seismonaut har vi tradition for at tage på studietur. De forrige år har vi været i London og Dublin, mens turen i år gik til Amsterdam. Selvom turen bød på masser af god mad og sightseeing spillede det faglige indhold også en rolle på turen. Blandt andet besøgte vi Amsterdam Kommune, ShareNL, NDSM og havde en intern visionsworkshop.

I Seismonaut prioriterer vi at tage på studietur, fordi vi ser to formål. Et er den sociale udvikling, som vi vægter rigtig højt og to er den faglige udvikling. 

"Fagligt er det vigtigt for os at få nogle nye betragtninger på, hvad vi sidder med til dagligt. En udfordring ved at være konsulent er, at vi altid skal bidrage med noget nyt. Derfor kan en tur til Amsterdam være med til at udvide vores horisont. Man kan undre sig over, hvad et besøg på et nedlagt skibsværft har med digital udvikling at gøre. Men et besøg og nogle nye perspektiver vil altid åbne muligheden for, at man kan finde inspiration."

- Christian Schwarz Lausten, direktør i Seismonaut

Amsterdam Kommune

Amsterdam Kommune gav os indblik i, hvordan de som Europas uofficielle deleøkonomiske hovedstad arbejder med et fænomen, som spås til at være en af de største samfundsmæssige ændringer i nyere tid.

Hvordan får Amsterdam Kommune etableret samarbejde med tjenester som Airbnb og Uber? Hvordan skaber byen mest mulig værdi af de nye muligheder? Det er tematikker, som også i høj grad gør sig gældende for danske byer, og det er lige præcis sådan nogle ting, vi rådgiver om, og derfor er det vigtigt, at vi lærer af andres erfaringer.

Et konkret eksempel på, hvordan Amsterdam Kommune regulerer udlejninger gennem Airbnb er, at:

  • Udlejer må kun leje sin lejlighed ud 60 dage om året.
  • Udlejer skal betale turistskat på niveau med hoteller.
  • Turistskatten er indsamlet gennem Airbnb, så udlejer slipper for selv at opgive det.

 

ShareNL

Vi besøgte ShareNL, som er et hollandsk videns- og netværkscenter for deleøkonomi, som arbejder på at udvikle deleøkonomi i Holland. De arbejder på at udvikle deleøkonomi i Holland og har derfor et perspektiv på deleøkonomi, som i mange tilfælde kan overføres til danske forhold. Deres perspektiver på deleøkonomi er meget veludviklede og de har nogle interessante betragtninger i forhold til statslige regulativer og love, som i mange tilfælde kan overføres til danske forhold.

En af de ting, som optager ShareNL er, hvornår noget kan kaldes deleøkonomi. Deleøkonomi i sin reneste - og måske mest ideologiske - form, handler om at dele ting med hinanden. Det er dog ikke tilfældet på langt de fleste deleøkonomiske platforme, hvor der også er udveksling af penge involveret. Derfor ser de deleøkonomi, som en deling af udgifter. Og så snart der er profit involveret, kaldes det forretning.

"Det er relevant for os at arbejde med deleøkonomi, fordi det er den næste bølge efter digitalisering. Digitalisering har gjort det nemt at dele og har skabt den infrastruktur, der gør det muligt."

- Lisa Ingemann Hansen, seniorrådgiver i Seismonaut

NDSM-skibsværft

Vi blev guidet gennem NDSM-værftet, som i 1950’erne var Europas største skibsværft. I 1984 gik det konkurs, men i dag er det blevet omdannet til et af Amsterdams kulturelle og kreative hotspots og huser blandt andet MTV og Red Bulls europæiske hovedkvarterer. NDSM-værftet er et godt eksempel på, hvordan bybilledet skabes nedefra gennem en bottom-up strategi og hvordan iværksættermiljøer kan skabe turistmæssig værdi for en by uden om den traditionelle bybranding.

"Gennem Region Midtjyllands projekt, More Creative, hjælper vi med at skabe nogle lignende kreative vækstmiljøer i Region Midtjylland (fx Fængslet i Horsens og Den Ny Maltfabrik på Syddjurs). NDSM er pionerer og har haft succes med at skabe et vækstmiljø for den kreative sektor, hvor kunstnere og iværksættere kan blive inspireret af hinanden og skabe synergier."

- Peter Boesen, seniorrådgiver i Seismonaut

Intern visionsworkshop

Da både Aarhus og København-kontorerne var samlet, benyttede vi lejligheden til at tage en snak om Seismonauts vision og mission. Det er noget,  vi jævnligt gør, for at være sikre på, at vi bevæger os i den rigtige retning - både i forhold til vores kunder og i forhold til den digitale udvikling. Af samme grund satte vi sidste år også gang i en proces, som ser nærmere på vores kultur og værdier.

Del denne side på: email + facebook + twitter