Seismonaut har flere hjemmesider,
som du er velkommen til at besøge:

Seismonauts øvrige sider

Blog

Det ufrivillige indemenneske - et overset segment i dansk turisme

Det Ufrivillige Indemenneske

Turister med nedsat mobilitet er et overset segment i dansk turisme. Øget opmærksomhed på markedet kan være nøglen til en ny form for design, der inviterer til oplevelser for alle og samtidig giver nye indtjeningsmuligheder.

I vores arbejde med udvikling af stedbundne potentialer støder vi igen og igen på det, man kunne kalde det oversete segment i dansk turisme. Dem, vi med inspiration fra Tine Soulie fra Handicapidrættens Videncenter kan kalde ufrivillige indemennesker. Folk, som må vælge oplevelsen fra, fordi den ikke er tilstrækkelig tilgængelig. Når den kulturhistoriske ruin ikke er indrettet til folk med gangbesvær, når promenaden er for smal til tvillingebarnevognen, eller der er for langt mellem bænkene, når infotavlen er placeret for højt eller er skrevet med for små bogstaver, eller når personalet ikke kender kronikerens behov for ekstra service og faciliteter.

9 % af befolkningen bliver på et tidspunkt i løbet af livet ramt af funktionsnedsættelser. Paradoksalt nok ved vi ikke meget om, hvor mange der i Danmark, må vælge en oplevelse eller et produkt fra på grund af tilgængelighed. Ligeledes står markedet for turisme iblandt folk med nedsat mobilitet ubelyst hen i en national kontekst.

Spørger vi imidlertid de tyske og britiske operatører på området – som vi netop har gjort det i forbindelse med en business case for Scleroseforeningens feriecenter Dronningens Ferieby, svarer de dog enstemmigt, at markedet vokser. De forklarer det med, at selvom vi bliver ældre og lever længere med svære kroniske lidelser, så er vi som mennesker helt generelt blevet mere modige og eventyrlystne. Vi vil ud og have én på opleveren, og allerhelst på lige vilkår med alle andre mennesker.

Vi ved også, at en af de væsentlige udfordringer for at øge tilgængeligheden i det danske turismeprodukt er rammebetingelser. For i modsætning til en del af vores nabolande, er der herhjemme ingen lovgivning der sikrer en ensartet standard ift. tilgængelighed, og ligeledes er der langt mellem frontkæmperne på området.

I forbindelse med vores analyse af markedet for tilgængelig ferie var det vores oplevelse, at selv handikaporganisationerne kan have en tendens til at reducere spørgsmålet om tilgængelighed til primært at handle om bredden på dørene og adgangen til ramper. Tilgængelig ferie handler imidlertid om meget andet og mere end fysiske faciliteter og rammer. Det handler i den grad om service, og det handler om viden.

Nøglen er service og universelt design

Service fordi vi ved, at man som rejsende med nedsat mobilitet af den ene eller den anden grund, faktisk ofte kan og vil rigtig mange af de samme ting som turister med fuld mobilitet. Så længe turisterne møder den service og velvilje der skal til, for at finde den gode kreative løsning på det praktiske problem, opstår den nødvendige tryghed til, at man tør kaste sig ud i ferien. Og er der oveni købet informationer til rådighed om, hvordan man bedst kan sammensætte sin ferie med eksempelvis en kørestol på den pågældende destination, så er man endnu længere.

Den helt store gevinst opstår imidlertid, hvis vi sammen får skabt øget interesse for og udbredelse af de nye tilgange til tilgængelighed, som i øjeblikket vinder terræn indenfor arkitekturens verden. Universel design er et nyt arkitektonisk begreb, som imødekommer mangfoldigheden af brugere og den diversitet i behov, der findes i befolkningen. Begrebet tager afsæt i tanken om at inkludere og sikre alle lige adgang og deltagelse i det offentlige liv og det offentlige rum, og er et opgør med den traditionelle tænkning om handicaptilgængelighed. For hvor den traditionelle ide om tilgængelighed oftest forstås og fortolkes som særlige designtiltag rettet mod en specifik brugergruppe, handicappede, så er universelt design et designbegreb, der tænker alle brugere ind i et livstidsperspektiv. På den måde rummer universel design muligheden for, at alle mennesker på et tidspunkt i deres liv vil opleve større eller mindre funktionsnedsættelser såsom hørenedsættelse eller et brækket ben.

I Manto er det vores håb, at vi vil se endnu flere tiltag rettet mod at favne turister med nedsat mobilitet. Her ser vi service og universelt design som nøglen til både at skabe oplevelser for alle samt nytænkning og vækst i dansk turisme.

Del denne side på: email + facebook + twitter