OBS! Arrangementet er desværre fuldt booket. Hvis du gerne vil blive skrevet på venteliste, kan du sende en mail til Stine på sl@seismonaut.com, så kontakter hun dig, hvis der bliver plads.

Hvert år bruger det offentlige millioner af kroner på at starte, støtte og videreudvikle events. Oplevelsesøkonomi er blevet et konkurrenceparameter for fastholdelse og tiltrækning af borgere og udvikling af den lokale detailhandel og erhvervsliv.

Det handler ikke nødvendigvis om at skabe flere events rundt om i landet, men om at være skarp på, hvilken værdi de skaber, lokalt, regionalt og nationalt. Der er et stort potentiale i at arbejde strategisk med events. Men det kræver samtidig, at man trækker op i højere gear og professionelt kigger på, hvordan man udvikler events, der understøtter områdets styrkepositioner og brand.

På vores kommende morgenseminar stiller vi skarpt på eventområdet, og hvad der skal til for at skabe succesfulde events til gavn for borgere, turister samt offentlige og private samarbejdspartnere.

Temabaserede netværksgrupper

Udover en let morgenmad, networking og et inspirationsoplæg kan du deltage i en af nedenstående netværksgrupper, hvor du sammen med andre deltagere kan diskutere og dele erfaringer.

Gruppe 1: Værdien af events, og hvordan de dokumenteres

Typer af events spænder vidt. Fra små frivilligt drevne arrangementer for lokale borgere til internationale begivenheder drevet af professionelle eventorganisationer. Men hvilken værdi skaber de og for hvem? Jo bedre en event er til at synliggøre den værdi, der bliver skabt, jo mere attraktiv er den for både offentlige og private samarbejdspartnere.

I gruppen stiller vi skarpt på effekterne af events – både dem, der kan tælles, og de kvalitative og ofte mere skjulte effekter. Vi kommer til at dele erfaringer og metoder til at dokumentere værdien af events.

Seniorrådgiver Michael Radmer Johannisson styrer slagets gang.

Gruppe 2: Strategisk arbejde med events

Events bliver i mange kommuner brugt som redskab til alt fra at tiltrække turister og styrke bosætningen til at engagere ildsjæle og skabe samarbejde med erhvervslivet. Fællestrækket er, at der er ofte er politikere involveret. Det kræver et særligt fokus.

I denne gruppe skal vi dele erfaringer om og redskaber til, hvordan man arbejder strategisk med events i en offentlig kontekst, og hvordan man skaber den gode dialog med politikere.

Administrerende direktør Anna Porse Nielsen faciliterer denne gruppe.

Gruppe 3: Digital involvering omkring din event

Events er en ramme for menneskers engagement. Og hvis omdrejningspunktet er interessant, og eventen virkelig rammer en nerve, er det muligt at engagere flere. Det kræver dog, at både kommunen og planlægningsgrupperne arbejder strategisk med åbenhed.

I denne gruppe deler vi erfaringer med, hvordan man skaber en åben og involverende infrastruktur omkring sin event. Hvordan kan man eksempelvis bruge digitale redskaber som Facebook, Google og Slack til at invitere flere med – allerede i planlægningen?

Designchef Peter Vittrup står i spidsen for gruppen.

Målgruppe

Morgenseminaret er for dig, der arbejder strategisk med events og begivenheder i en kommunal eller regional sammenhæng. Det kan være i en kultur- og fritidsforvaltning, turisme- eller erhvervsudviklingsafdeling.

Tid og sted

Morgenseminarerne afholdes kl. 9.00-11.00 (kaffe fra 08.30) på vores kontorer i:

  • København
    den 31. oktober
    den 1. november
    Jorcks Passage Opg. B, 1162 København K
  • Aarhus
    den 2. november
    Søndergade 66, 5. sal, 8000 Aarhus C

Morgenseminarerne er gratis, men der er no show-gebyr på 450 kr.