Jeg ligger på min sofa – det føles som om jeg ligger fast. Jeg swiper taktfast mellem de målrettede reklamer på min telefon, alt imens Bagedysten drysser et beroligende, søvndyssende og sukkerknasende lag af ligegyldighed over stemningen i stuen. Jeg kan mærke hvordan hjernebølgerne holdes i skak, og kvækker til kæresten: Vi må ud herfra – mens vi stadig kan!

Boblende og forventningsfuld optimisme breder sig. Hvad skal der ske? Der er en verden af muligheder! For som de gode gennemsnitsdanskere vi er, har vi bosat os i byen. Her skorter det ikke på sjove, spændende oplevelser. Kapløbet om at finde det bedste tilbud fløjtes i gang og, og fra begge sofaer kastes der spændende forslag som perler for svin.

En halv time efter er vi tæt på at være uvenner. Vi har stadig ikke truffet noget valg, og pessimisten begynder at pippe insisterende, at vi bare skal droppe det. Er der overhovedet noget for os? Og lukker de ikke også snart billetsalget? Så er der i hvert fald kø! Optimisten er faldet af pinden. Vi putter os og sætter en serie på.

Træls for os, tænker du nok. Men endnu mere træls for de gode kræfter, der stod klar med et alternativ til sofasumpen. Dem, der gennem kreativitet og tunge kommunikationsbudgetter, evnede at trænge helt ind i min stue, og opmærksomhed. For dem, var det endnu et nederlag. For dem, er det efterhånden blevet en hel videnskab, at tiltrække publikum.

Kort fortalt var dette temaet til Kulturstyrelsens årlige kulturkonference. Budskabet var, at kulturinstitutionerne må tage udfordringen seriøst, for der er ingen tegn på, at kravene om indhold og tilbud slækkes i samme takt som støttemidlerne. Skal kulturinstitutionerne fortsat opnå succes med at tiltrække publikum ser vi i Manto fire ting, der er vigtige at forholde sig til:

  1. Øget konkurrence: Med oplevelsesøkonomiens indtog marcherer til stadighed en lind strøm af nye oplevelsesudbydere. Eksempelvis ved en god, forretningsorienteret bager som Meyer godt, at hvis jeg skal være loyal overfor hans bekostelige Ølands hvedebrød, så skal jeg inviteres ind i bageriet, og prøve kræfter med den tilsyneladende umulige kunst at ælte dejen fri af lufthuller. Den dag kom jeg heller ikke på museum.
  1. Nye motiver for kulturforbrug: Vi søger er oplevelser, og de har de bedste vilkår, hvis forbrugeren kan være medskaber fremfor publikum. I Manto er vi vilde med virksomheden Rokoko, der bruger banebrydende teknologi til at vække animerede karakterer til live i deres forestillinger. Det betyder, at vi kan tale med karaktererne på skærmen, og få indflydelse på handlingen. Det betyder dog også, at manuskriptforfatteren har sluppet kontrollen med indholdet.
  1. Grænseløs magelighed: Som det indledende scenarie indikerer, er kulturforbrugere blevet pænt magelige og søger (desværre) ofte den nemme løsning. Derfor har de sejeste kulturinstitutioner allerede skrællet al afsenderorienteret indhold om institutionen og dens fortrinligheder væk fra forsiden af hjemmesiden, som forbeholdes åbningstider, kørselsvejledninger samt selvfølgelig online billetsalg, så forbrugeren undgår den frygtede kø. Tjek eks. www.moma.org
  1. Genfødslen af Gemeinchaft: Som oplevelsesforbrugere har vi boltret os globalt over en årrække, men synes i disse år at få stigende interesse for det lokale. For kulturinstitutionerne er det en kærkommen lejlighed til at agere platform og vært for disse fællesskaber. SMK er nogen af dem der gør figur til undertegnede. Syv fredage fanger de mig nemlig på vej hjem fra arbejde, hvor jeg inviteres til at starte weekenden med anderledes og uformelle kunstoplevelser uden for normal åbningstid. Alle er velkomne. Håber vi ses!

Foto fra SMK Fridays. Museet danner rammen om uformelle møder med kunsten. De typiske deltagere er lokale på vej hjem fra arbejde.