Velkommen til to nye kollegaer i Seismonaut

gravatar
 · 
6. september 2023
Featured Image

I sidste måned havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til vores to nye praktikanter, Astrid og Benjamin. Vi har sat dem begge i stævne for at lære dem lidt bedre at kende. Mød vores to nye kollegaer her.

Astrid Frederiksen har en bachelor i religionsstudier og er i øjeblikket i gang med at læse Applied Cultural Analysis. Benjamin Silla har en fortid som bioanalytiker og fem års erfaring fra hospitalsvæsenet, hvor han bla. har arbejdet med organtransplantationer. Han har sidenhen ændret kurs og læser nu teknoantropologi for at lære at skabe teknologiske innovationer. 

Hvad ser I frem til at arbejde med i Seismonaut?

Benjamin: Jeg glæder mig til at få lov til at bruge min faglighed og eksperimentere med kvalitative og kvantitative data. Det bliver godt at kunne omsætte viden fra studiet til praksis, og det har jeg virkelig mulighed for her.

Astrid: Det var særligt betydningskompasset, som vakte min interesse og inspirerede mig til at søge praktik i Seismonaut. Det er ret fascinerende og super relevant, at der er blevet udviklet et værktøj til at beskrive oplevelsers betydning for mennesker og samfundet. Jeg har allerede haft fingrene i kompasset, hvilket har givet mig en helt ny måde at forstå betydningen af kunst og kultur.

Er der noget, som har overrasket jer efter jeres første måned i Seismonaut?

Benjamin: Det er selvfølgelig en stor omvæltning fra studielivet, og jeg skulle lige vænne mig til, hvordan det hele fungerede. Men jeg synes helt sikkert, at jeg kan trække nogle af mine erfaringer fra studiet. Og særligt semesterprojekterne, de fungerer lidt på samme måde som projekterne, der bliver løst i Seismonaut.

Astrid: Jeg er positivt overrasket over, at vi bare er blevet kastet ud i opgaver fra starten af. I løbet af den første uge blev jeg spurgt, om jeg havde mod på at indsamle data på egen hånd. Det synes jeg var så fedt, og jeg oplever generelt en enorm tillid til os praktikanter. Selvfølgelig er der kollegaer til at hjælpe og vejlede os, men jeg synes virkelig, at det var en positiv overraskelse at opleve sådan en tillid.

Astrid, hvad er det mest spændende projekt, som du har været en del af indtil videre?

Uhh, det er svært at vælge. Lige nu er jeg med på tre projekter, som er meget forskellige. Hvis jeg skal vælge et projekt, må det nok være projektet med Blindes Arbejde, hvor vi arbejder med kundesegmentering og forretningsudvikling. Det er ret interessant, fordi jeg allerede har kendskab til Blindes Arbejde og erfaring med at arbejde i en butik, men også fordi jeg kan trække på faglig viden om forretningsudvikling fra min uddannelse.

Benjamin, hvad er du særligt optaget af i mødet mellem mennesker og teknologi?

Jeg er optaget af at inddrage mennesker og teknologi og få dem til at kommunikere sammen. Det er særligt i feltarbejdet, at jeg ser et stort potentiale i at kombinere kvalitative og kvantitative data med digitale metoder. Jeg har allerede haft mulighed for at afprøve, hvordan vi kan gøre vores dataindsamling mere automatiseret ude blandt kulturinstitutionerne og involvere deres medarbejdere i processen, så de fremadrettet selv kan indsamle data. Det synes jeg er spændende at arbejde videre med og have for øje, når vi skal forstå relationen mellem mennesker og teknologi.

Varmt velkommen til jer begge. Vi er glade for at have fået jer med ombord.

seismonaut_logo_white_orange

Get in touch

+45 70 27 03 10
Write us an emails


Find us

Jorcks Passage 1C, 1.
1162 Copenhagen K
Denmark

CVR: 30708075
See our data policy

Still want more?

Blog archive
Linkedin