Der gennemføres rigtig mange evalueringer i dagens Danmark. Men får vi det fulde udbytte ud af alle de evalueringer der gennemføres? Hermed en opfordring til at reflektere over hvad der gør evaluering til et meningsfuldt og værdiskabende redskab.

Evalueringsbølgen er over os – det er ikke noget nyt. Igennem de seneste 20 år har forskellige former for evaluering vundet indpas i rigtig mange sammenhænge – særligt inden for det offentlige. Typisk ud fra et helt legitimt ønske om at sikre, at vi bruge pengene i vores fælles pengekasse mest hensigtsmæssigt.

Vi støder på dem i form af målopfyldelsesevaluering, variansbaseret effektmåling, procesorienteret virkningsevaluering, brugerundersøgelser, auditering, participatorisk evaluering – you name it – og ja, man mister nærmest helt pusten og får akut koldsved bare ved tanken om at skulle forholde til sig til hvad det egentlig betyder.

Jeg oplever da også nogen gange, at folk bliver helt tomme i blikket og synker sammen i kroppen, når talen falder på evaluering. ”Det er bare noget der skal gøres fordi vi skal” eller ”Det bliver jo ikke brugt til noget alligevel” er fornemmelsen.

Og jeg vil ikke benægte, at det nogen gange godt kan føles sådan – men heldigvis oplever jeg også rigtig tit det modsatte. Jeg vil derfor gerne slå et slag for evaluering som et godt og vigtigt redskab i vores projektkultur. En evaluering kan være et vigtig bidrag i forhold til at skabe udvikling og legitimere de valg og prioriteringer, der er truffet undervejs i et projekt. Samtidig dokumenterer evalueringen de resultater, der er opnået og kan indikere, om de ønskede effekter kan forventes at blive indfriet efter projektets ophør.

Men hvad skal der til for at skabe en meningsfuld og brugbar evaluering?

Det kræver at man tager evaluering seriøst. Det gælder både dem der stiller krav om evaluering i forbindelse med bevilling eller uddeling af midler, dem der skal evalueres og dem der gennemfører evaluering. De bærer alle et ansvar for at evalueringen bliver meningsfyldt og skaber værdi for de involverede parter.

Vi oplever tit, at man som evaluator først bliver en del af projektet, når det stort set er overstået. Nu er alle aktiviteterne i projektet afsluttet – forresten så skal vi også lige huske at få gennemført en ekstern evaluering. I den situation kan en evaluering være et fint redskab til at gøre status over projektet og komme med anbefalinger til nye projekter.

Min påstand er, at potentialet i evalueringer er meget større, særligt når det handler om udviklingsprojekter i en offentlig kontekst, som typisk er dem vi gennemfører her i huset. Men det betyder at man må tænke evalueringen ind som en integreret del af projektet.  Ved at tænke evaluering fra starten ændrer evalueringen sig fra at være et passivt tilbageskuende redskab uden den store forankring i projektet til at være et aktivt redskab, som kan være med til at styrke og udvikle det undervejs. Det gælder ikke kun for store omfangsrige projekter, der løber over flere år. Det kan også give rigtig god mening i mindre projekter, der løber over kortere tid.

Det handler om at se evaluator som en ressource. Fordelen ved en ekstern evaluator er, at de ikke har nogen aktier i selve projektet og derfor kommer med et kritik blik ude fra. I Manto arbejder vi typisk med procesbaseret evaluering og ser både på læring og effekt. Denne tilgang har til formål at afdække de forskellige sammenhænge i projektet og stiller skarpt på hvordanresultater og forventede effekter er opnået.

Herfra skal derfor lyde en opfordring til alle, der enten selv gennemfører projekter eller stiller krav til andre om en evaluering, om at bruge fem minutter (og gerne mere) på at stille sig selv spørgsmålet:

Hvad kan en evaluering bidrage med i vores projekt og hvad vil vi gerne have ud af den?