Han er 25 år, fra Falster og så elsker han amerikansk hiphop, men lytter til klassisk musik for fulde gardiner, når han skal koncentrere sig. Mød Ludvig Vraadal!
For Ludvig startede eventyret i Seismonaut med en praktikplads, som senere blev til et job som projektassistent. Ludvig er nemlig meget interesseret i demokrati og digitalisering, og heldigvis fandt han i Seismonaut muligheden for at være med til at præge de ting, der flytter noget i samfundet.
Digital empowerment. Det var ordene, der vakte hans nysgerrighed, og som fik ham til tasterne for at sende en ansøgning. “I jobopslaget stod der noget om digital empowerment, og så var jeg solgt” husker han. Ifølge Ludvig er der nemlig et stort potentiale for at bruge teknologier til at arbejde for et stærkere dansk turismeerhverv og dermed frigøre tid til videreudvikle og skabe bedre gæsteoplevelser. Og det giver vi ham jo fuldstændig ret enig i.
Inddrage borgernes idéer
Ludvig har været en del af mange projekter. Han har blandt andet sat sit præg på en klimakonference, som vi var med til at udvikle. Sammen med borgere i Fredensborg Kommune indsamlede vi 53 bæredygtige initiativer til en grønnere fremtid. ”Borgerne havde vildt mange gode ideer. Det var alt fra smartere affaldssortering til at plante blomster i kommunens rundkørsler og vejkanter” fortæller han.
Her kunne Ludvig bruge sin passion for at tygge på data. Han har været med til at give politikerne i Fredensborg de bedste forudsætninger for at kunne træffe de rigtige beslutninger, så Fredensborg Kommune kan blive et grønnere sted i fremtiden.
På vej til hiphopfestival
I skrivende stund skriver Ludvig speciale om, hvordan digitale teknologier som sociale medier og søgemaskiner rykker ved det liberale demokratis indre balance mellem hensynet til individets rettigheder og fællesskabets interesser. Om en måned er han færdig, og det skal naturligvis fejres! Udover at ryste champagneflasker skal Ludvig til Portugal for at nyde sydens sol og kaste håndtegn til hiphopfestivalen Rolling Loud sammen med hans kammerater.
Han er vild med hiphopkulturen. Bukserne sidder vistnok rundt om livet, men playlisten er gennemsyret af afroamerikansk rap. Senest er Kendrick Lamars nyeste album Mr. Morale & the Big Steppers tilføjet til listen, og det er da også planen, at Ludvig skal opleve den amerikanske rapper, når Kendrick Lamar turnerer i Europa til efteråret.
Selvom han stort set altid har sine hørebøffer på, er det dog langt fra funky beats og undergrundsmusik, som han lytter til på kontoret.
”Jeg kan ikke høre hiphop, når jeg skriver. Så det er stort set altid klassisk musik” smiler han.