Den troværdige anbefaling
De sociale medier spiller en stor rolle, når turister bestemmer sig for deres næste feriedestination. Vi bliver i høj grad påvirket af den personlige anbefaling fra vores netværk, og en undersøgelse fra Destination Think viser, at over 50 % har valgt en ferie på baggrund af venners billeder på Facebook. Det er derfor vigtigt, at din destination arbejder strategisk med værktøjer, der opfordrer dine gæster til at dele deres oplevelser gennem f.eks. selfies og sociale objekter. Sociale objekter er fysiske genstande på destinationen, hotellet eller attraktionen, som opfordrer gæsterne til at tage billeder og dele dem med deres venner på de sociale medier. Det er vigtigt, at din destination gør opmærksom på, hvor og hvordan gæsterne kan dele billederne, så de kommer til at gavne din destinationsmarkedsføring mest muligt.
Her er et eksempel fra Clarion Hotel Ernst, der med deres selfiespot opfordrer gæsterne til at tage selfies.
Foto: http://bit.ly/1ExrFJH
Grundlæggende handler det om, at gøre din destination indbydende og attraktiv for turister, så de får lyst til at dele deres oplevelser med andre. Vi har samlet 5 cases, der benytter sig af sociale objekter og selfies i deres destinationsmarkedsføring. Nederst i blogindlægget giver vi dig 4 tips til, hvordan din destination let bliver selfie-klar.
Sociale objekter i Helsingør
Foto: Jens Hanesson: Helsingør NetAvis
I Helsingør har man pyntet byrummet med meterhøje hashtags i træ, som er strategisk placeret ved kendte attraktioner i kommunen. De 9 hashtags appellerer til, at turisterne deler deres feriebilleder med de nævnte hashtags på de sociale medier. Gæsternes personlige billeder og historier er med til at sælge Helsingør Kommune og gøre den attraktiv som turistmål. De 9 hashtags har alle forskellige humoristiske sætninger tilknyttet, som f.eks. ved Kronborg Slot, hvor gæsterne bliver inspireret til at benytte hashtagget #TungFyriKælderen (Kilde: Helsingør avisen).
VisitDenmark “ShareDenmark”
Foto: skift.com
VisitDenmark har med deres kampagne “ShareDenmark” identificeret 50 af de mest delte steder i Danmark. Ligesom Helsingør Kommune, gør de også brug af sociale objekter, i form af fysiske hashtags, som turisterne skal dele deres billeder med på de sociale medier. De smukke billeder skal inspirere folk til at besøge Danmark, og give et visuelt indtryk af, hvad man som turist kan opleve og lave i Danmark. Det er dog vigtigt, at man som destination overvejer, hvilke hashtags man vil benytte. Et hashtag som #nyborg har f.eks. en meget bred appel, da det både appellerer til idylliske naturbilleder, men også teenageres festbilleder fra byen. Det er vigtigt, at du finder et unikt hashtag som ikke appellerer til alle og derved kun får samlet de billeder, der passer til dit formål om at markedsføre dit område eller sted. Du kan overveje at få vist dine billeder fra Instagram på din hjemmeside, som bl.a. VisitNordjylland gør.
Selfie-stænger på alle Kimpton-hoteller
Foto: Ejvind Olesen: takeoff.dk
Den amerikanske hotelkæde Kimpton Hotels er gået skridtet videre i forhold til at få deres gæster til at tage selfies. De har på deres 62 hoteller indført selfie-stænger, som deres gæster kvit og frit kan benytte til at tage billeder med. Til selfie-stængerne følger en guide med 5 hurtige tips til, hvordan gæsterne forbedrer deres selfies og tager de bedste billeder. Hotelgæsterne opfordres til at dele deres billeder med hashtagget #AdoreThySelfie, hvor de deltager i en konkurrence med mulighed for at vinde gavekort til Kimptons hoteller.
Kærligheden blomstrer på Hotel Vejlefjord
Foto: hotelvejlefjord.dk
Hotel Vejlefjord er indehaver af lækre spa-omgivelser, og har de seneste måneder kørt en foto konkurrence over Instagram. Konkurrencen går ud på, at man som besøgende kærestepar uploader sit bedste kærestebillede fra hotelopholdet med hashtaggene #hotelvejlefjord #kærestespa. På den måde deltager man i konkurrencen om at vinde månedens kærestebillede, som belønnes med adgang til deres termiske bade for 2 personer.
ARoS – en samling af fjolser
Foto: https://instagram.com/arosartmuseum/
ARoS Kunstmuseum opfordrede i forbindelse med Michael Kviums udstilling "Fools" de besøgende til at finde deres indre fjolser frem. Med forskellige kreative rekvisitter og farverige baggrunde har museumsgæsterne udklædt sig selv som ét af fjolserne i Kvium samlingen, og delt deres billeder på Instagram under hashtagget #artfools. ARoS har efterfølgende fundet de bedste selvportrætter frem og lavet konkurrencer, hvor deres følgere på Facebook har stemt på deres yndlingsbillede.
4 tips til hvordan din destination hurtigt bliver selfie-klar
Med inspiration fra de 5 cases vil vi gerne give dig 4 tips til, hvordan du nemt gør din destination selfie-klar.
- Opfordrer dine turister til at tage billeder: Det er vigtigt, at du opfordrer dine turister til at få kameraet op af lommen, så de får taget nogle billeder og delt dem med deres netværk. Du kan gøre opmærksom på dette ved at synliggøre dit hashtag enten på digitale platforme eller fysiske skilte på destinationen.
- Definér dine hashtags: Det er en god idé at finde et eller flere hashtags, som ikke er brugt af andre og som netop beskriver din destination. Men du skal være opmærksom på, at du ikke kan eje et hashtag, da alle kan bruge det. Når dine turister benytter hashtagget i beskrivelserne af deres fotos, samler der sig en gruppe af guld i form af alle deres feriebilleder, som med deres personlige historie sælger din destination. Du får et helt arkiv af billeder, som gør det nemt og overskueligt for andre at se, hvad din destination tilbyder.
- Skab de rette omgivelser: Det er afgørende, at du kan tilbyde dine gæster nogle fantastiske og unikke omgivelser, da det er det, som får turisterne til at knipse billeder, og dele dem med andre. Så overvej, hvad det særlige og unikke er for netop din destination, og hvordan du kan skrue op for nogle enkelte elementer, så som hashtags og fotoguides, for at gøre din destination mere foto- og delevenlig.
- Få flere billeder ved at tilbyde konkurrencer: Det er en oplagt mulighed at lave fotokonkurrencer, hvor dine besøgende indsender de bedste billeder fra deres ferie på destinationen. På den måde får du samlet en masse skønne feriebilleder. Efterfølgende kan du lade dine gæster stemme på det bedste billede på Facebook, da det også er en god måde at få bredt kendskabet til din destination ud på.
Vil du vide mere om, hvordan din destination bliver selfie-klar?
Er du blevet nysgerrig efter at vide mere om, hvordan du kan få dine gæster involveret digitalt? Så er du meget velkommen til at kontakte til Lisa Ingemann, leder af Seismonaut Tourism, og få en uforpligtende snak om din destinations digitale muligheder.