I en travl hverdag med begrænsede ressourcer kan det være svært at få opfyldt ambitionerne og få nok ud af Instagram. Få fire simple tips, der kan være med til at skabe mere engagement og synlighed på et af tidens mest populære sociale medier.
#1: Brug hashtags og geotags
Med hjælp fra hashtags og geotags kan dine opslag og din organisation nå en større rækkevidde end uden. Men det handler om både at vælge de rigtige tags og få dem brugt – ikke kun af en selv, men også af andre.
Skab et interessefelt og tap ind i andres med hashtags
Når man skal lave et opslag, er det en god idé at bruge hashtags, som både relaterer sig til motivet på billedet og ikke mindst ens brand eller produkt. Nedenfor til venstre kan du se et billede fra IKEA Danmarks Instagram-profil, som har hashtagget deres billede med #tbt, #syltning, #foodie og #ikeadk.
Med foodie- og syltning-hashtags'ne tapper IKEA ind i et interessefelt for Instagram-brugere, som går op i mere op i madlavning end de fleste. Tbt-hashtagget forklarer, at billedet er et tilbageblik, mens #ikeadk bliver brugt til at sikre, at brugere, der søger på netop dette hashtag, ser denne IKEA-vare (og alle de andre, der har samme hashtag).
Samtidig fungerer #ikeadk som en reminder til brugere, der ser billedet om, at hashtagget eksisterer, og at de kan tagge deres egne billeder med det. IKEA gør også opmærksom på hashtagget i deres profiltekst (se billedet til højre ovenfor) og opfordrer brugerne til at bruge hashtagget på deres Instagram-billeder med IKEA-varer. Og det virker! I skrivende stund findes der 2.411 opslag på Instagram tagget med #ikeadk.
Så sæt et par timer af en dag og gå på jagt i hashtag-junglen – find både nogle generelle, der passer til dit produkt eller service, men også nogle unikke, som kun du eller et fåtal bruger.
Vigtigheden af geotags
Geotags er også vigtige, når det handler om at nå længere ud – hvis din organisation altså har en fysisk lokation. Udover selv at geotagge dine billeder, hvis de altså er taget on-site på lokationen, er mange Instagram-brugere også tilbøjelige til at bruge geotags på deres billeder. Når de geotagger, kan deres følgere se, hvor billedet er taget henne, klikke på geotagget og se et kort og alle andre offentlige billeder, der er blevet geotagget af stedet. Det giver andre brugere et godt indtryk af, hvad man kan forvente hos dig og kan inspirere til et besøg i fremtiden.
#2: Kuratér andres billeder
Rigtig mange gør det allerede; deler brugernes billeder af deres produkter fra deres profiler. Men husk at spørg om lov først! I Danmark er særligt visit-organisationer gode til at dele Instagram-brugeres billeder. Bare se, hvordan VisitDenmark gør:
Det er en fantastisk måde at arbejde på af flere årsager:
- Det giver adgang til en større mængde content.
- Som virksomhed anderkender du brugerne og deres oplevelse med dit produkt ved at dele deres billeder.
- Det kan give nye vinkler på dit brand eller produkt, du ikke selv havde tænkt over.
#3: Indgå strategiske samarbejder
Du kan nå ud til flere, hvis du får andre til at snakke om dig – og det kan du få til at ske ved at indgå strategiske samarbejder med både private og andre virksomheder eller organisationer.
På Instagram har mange personlige profiler opbygget store følgerskarer gennem personligt content, der f.eks. omhandler en interesse for mad, et talent for indretning eller en evne til at skildre hverdagen med et humoristisk twist. Disse privatpersoner er for flere virksomheder interessante pga. det høje antal følgere samt den troværdige relation, som de har opbygget til deres følgere gennem dagligt at poste billeder.
Du kan også indgå samarbejder med virksomheder eller organisationer, som på en eller anden vis relaterer sig til din virksomhed eller organisation.
Du kan altså indtænke samarbejder i din strategi og dermed opnå synlighed omkring din profil ved at dine samarbejdspartnere f.eks. linker til din profil eller benytter udvalgte hashtags. Det er dog helt afgørende at have en strategisk og velovervejet tilgang for at opnå den ønskede effekt og opbygge det rette samarbejde. Her er fire helt konkrete guidelines til arbejdet med ambassadører:
- Udvælg profiler som stemmer overens med din målgruppe.
- Sørg for, at der er en klar rød tråd med content på den udvalgte profil og din virksomheds identitet.
- Definer et klart formål for samarbejdet, som begge parter er indforstået med.
- Det skal altid være synligt for læseren, at der er indgået et samarbejde mellem den enkelte ambassadør og virksomheden.
#4: Brug simple tricks og redskaber til at skabe iøjenfaldende billeder
Gode billeder skaber interesse og engagement. Det kræver ikke en professionel fotograf at tage gode billeder – med nogle få grundregler på plads kan du selv tage (og redigere dig frem til) flotte billeder.
Brug The Rule of Thirds
Jeg er ret vild med denne regel, for den kan gøre en verden til forskel og er meget let at udføre, for med din smartphone eller kamera kan du bruge hjælpestregerne som guide.
Er billede kan inddeles i ni lige store kasser vha. to horisontale og to vertikale linjer. Reglen handler helt enkelt om, at de vigtigste elementer på dit billede skal følge en af linjerne eller ligge i krydsfeltet mellem to linjer. Dette skaber balance og opmærksomhed.
Skab dybde
Skab gerne dybde i billedet ved at have noget i forgrunden, mellemgrunden og baggrunden og/eller gør dele af motivet sløret. Billeder er to-dimensionelle, men når du inkorporerer førnævnte i dine billeder, skaber du dybde og fornemmelse af et tre-dimensionelt billede – og det skaber opmærksomhed.
Brug kontraster og overraskende elementer
Skab liv i billedet med kontraster – det kan være natur kontra by, runde former kontra skarpe kanter, lys kontra mørke, farver, der springer i øjnene osv. Eller det kan være elementer, som befinder sig på uvante pladser eller bliver brugt til noget andet, end de er beregnet til.
Redigér billederne – men med måde!
Redigering af billederne efterfølgende kan klart anbefales – ofte vil det være prikken over i'et at beskære billedet en smule, skrue lidt ned for kontrasten eller op for mætningen.
Jeg kan stærkt anbefale Photoshop og Snapseed (Snapseed er en gratis Google-app, som virker på både iOS- og Android-telefoner). Nedenstående viser et billede før og efter en ti minutters makeover i Snapseed.
I forbindelse med redigering har jeg to grundregler:
- Redigering af dårlige billeder er som at sminke et lig – hvis billedet ikke er godt til at begynde med, kan du med stor sandsynlighed ikke gøre så meget ved det – andet end at tage et nyt billede, hvis du har mulighed for det.
- Redigér med måde – her tæller det oftest, at less is more! Et overredigeret billede ser forkert ud og er sjældent flot.
#5: Brug stories
Instagrams Stories er en gave, når det handler om at skabe synlighed og engagement. Med Stories kan du uploade billeder, videoer etc. og lægge diverse overlays på (eks. afstemning, emojis, links, hash- og geotags m.m.) Indholdet i en Story vil kun være synligt på Instagram i 24 timer. Herefter forsvinder det for stedse (ligesom vi kender fra Snapchat).
Når du bruger Stories på Instagram bliver du ekstra synlig for dine følgere, fordi din profil vil dukke op i toppen af startsiden, hvor din Story kan ses. Desuden har du chance for at blive fremhævet i Discover-sektionen (der hvor du søger) og få mulighed for at få nye følgere.