Hvad betyder fænomenet Airbnb for fremtidens turisme?

gravatar
Af 
 · 
17. maj 2018
Featured Image

Til august er det 10 år siden, Airbnb gik i luften og revolutionerede rejseindustrien. I den forbindelse har jeg skrevet en kronik om Airbnbs betydning for fremtidens turisme.

Jeg tror, vi er mange, der i dag kan have svært ved at huske tiden før. Privat er jeg stor fan af tjenesten. Min sidste sommerferie blev sågar planlagt ved, at jeg drømmende trawlede mig igennem lejlighederne på den italienske vestkyst. I den ellers noget ukendte, lille italienske kystby Ascea fandt jeg, hvad jeg søgte: En lille fin lejlighed tæt på kysten, rustikt indrettet, men med vældigt gode anbefalinger fra andre. Haps.

Dermed blev det platformen, der bestemte, hvornår jeg skulle på ferie, og hvor jeg skulle hen. Hvorvidt det er tilfældet for de +150 mio. brugere, der på globalt plan har gjort brug af deleglade værters airbnbs siden lanceringen i 2008, er nok tvivlsomt. Men ingen kan være i tvivl om, at Airbnb spiller en kæmpe rolle i arbejdet med turismeudvikling. Vi har derfor en vigtig opgave for os med at blive klogere på tjenestens udbredelse og på de mennesker, som benytter den.

Hvad betyder platformen for turisme i Danmark, for effekterne og for de mennesker, vi møder som turister og iværksættere? De spørgsmål, tror jeg, vi i fremtiden bør forholde os meget nysgerrigt og opsøgende til, hvis vi vil være sikre på, at offentlige og private investeringer i turismen matcher de behov, fremtidens turister har.

Airbnb vokser i hele Danmark, ikke kun i storbyerne

For at svare på spørgsmålene har vi brug for viden. Den er desværre stadig sparsom, men fra Airbnb’s egne rapporter ved vi, at der i Danmark i 2014-2015 var 21.000 værter på Airbnb i Danmark. I den periode var de værter for 405.000 gæster, som i gennemsnit overnattede 4,2 dage.

Selvom Airbnb typisk opfattes som et storbyfænomen, viser udtrækkene fra Airbnb’s egen database, at der både er værter og efterspørgsel i hele landet, og af lokale meldinger forlyder det, at udviklingen går stærkt.

Kortet viser Airbnb tilbud, som har haft besøg i 2014-2015 (Fra: Overview of the Airbnb Community in Denmark)

Af kortet (ovenfor på mobile og til venstre på computer) fremgår hovedstadsområdet, Aarhus og Odense særlig markant, men også på den jyske vestkyst og store dele af det sydlige Danmark er beklædt med grønne prikker, mens det for det blotte øje fremstår lidt mere spredt i de nordligere egne.

Indtil videre fortæller data imidlertid ikke meget andet, end at interessen bør være vakt i hele Danmark, og at en nærmere undersøgelse af kapacitet, sæson og udnyttelsesgrader må være yderst relevant i bestræbelserne på at vinde markedsandele og tiltrække investeringer i turismen.

En platform, der skaber vækst og arbejdspladser

Hvad angår effekten ved udlejningsaktiviteten er den tidligere opgjort til at svare til ca. 1.676 fuldtidsjob, hvoraf 1.035 jobs er skabt af direkte effekter (2015-2016). Landets fire største byer tegner sig ikke overraskende for 50% af de samlede beskæftigelseseffekter, ligesom de fire byer tegner sig for 45% af den samlede skatteindtægt for Airbnb i Danmark.

Du kan læse mere om effektberegningerne i en rapport fra Innocoast: Økonomiske effekter af Airbnb i Danmark

Foruden de hårde tal er det dog også interessant at se nærmere på, hvilken slags arbejdspladser der skabes i kølvandet på Airbnb (hvis CEO i øvrigt har udtalt, at han selv betragter Airbnb som en platform for iværksætteri).

Vi søger autentiske oplevelser

For at svare på det spørgsmål bør vi se ud over de traditionelle typer af virksomheder og aktører i turismen. Noget af det, der kendetegner det moderne rejseforbrug allermest, er ønsket om at komme “off the beaten track” og helt tæt på det lokale hverdagsliv. Ingen ønsker at være turist i dag, så vi søger det lokale, unikke og autentiske. Dybest set handler det om de oplevelser, som vi får anbefalet af nogen, der minder om os selv, og om at føle sig hjemme.

Seks ud af 10 brugere (gæster) på Airbnb fortæller, at de besøger lokale butikker og handlende på baggrund af de anbefalinger, som deres værter giver dem, og Airbnb ved, at de her har guld mellem hænderne. Derfor har de for nylig gjort det endnu lettere for værterne at videregive deres anbefalinger til lokale oplevelser.

Opretter du en bolig eller en seng på Airbnb, bliver du automatisk bedt om at liste dine personlige anbefalinger som led i oprettelsen. De lokale værter bliver dermed ambassadører for hele destinationens oplevelsestilbud. Det er nemlig en væsentlig billigere tilgang til branding, end vi ellers kender.

Hvorvidt den slags velmenende tiltag imidlertid ender med at tage pippet fra værterne skal blive spændende at følge. Fra mit perspektiv skorter det nemlig ikke på lignende “Husk lige”- og “har du fortalt, om du vil dele din brødrister?”-formaninger. Men jeg er stadig fan. So far.

Min første tur på cykel i Rom, og min første erfaring fra Airbnb’s nye tjeneste “Experiences”

Guldet ligger i oplevelsen

At guldet ligger i oplevelserne, ses også af Airbnbs nyeste investering i tjenesten Experiences, som i april blev rullet ud i København og forventes gradvist at brede sig til resten af landet. Med Experiences forsøger Airbnb at tage en større luns af turistens kunderejse.

Nu handler det ikke kun om at Airbnb skal hjælpe os med at få styr på, hvor vi skal sove, men også om hvad vi skal lave, når vi er vågne. Det unikke og nye er imidlertid, at Airbnb igen inviterer nye aktører ind i dansen, nemlig de lokale.

På platformen Experiences kan helt almindelige mennesker nemlig byde sig til med oplevelsestilbud, og som turist kan jeg booke oplevelsen hjemmefra. Alt er klappet og klart, forsikring, betaling, valutaomregner, alles! Det er indbegrebet af bekvemmelighed, og som hyppig bruger kan jeg afsløre, at der ikke er mange forlystelser, attraktioner eller turbusser blandt de nye oplevelsesudbydere. Det er de skjulte skatte og de skæve, nichede oplevelser.

På en dametur til Rom i påsken blev jeg for eksempel guidet rundt i byens kroge og hjørner af Guliana, der til dagligt driver en feministisk cykelsmedje. Som supplement tilbyder hun guidede cykelture skræddersyet efter brugernes interesser. Hun var helt fantastisk, og trods Roms oplevelsesrigdom er det min midlertidige romerske veninde, jeg husker bedst fra ferien.

Historien understreger, at det fremover bliver endnu vigtigere at forstå, hvilke tilbud platforme som Airbnb baner vej for, og hvilke mennesker og behov vi fremover vil møde på både efterspørgsels- og udbudssiden.

Digitale platforme som morgendagens strategiske samarbejdspartner

En sidste grund til, at platforme som Airbnb ikke er til at komme udenom i fremtidensdestinationsudvikling, er deres rolle som potentielle, strategiske samarbejdspartnere med bl.a. destinationsselskaber.

Her ser jeg tre typer projektsamarbejder:

  1. Projekter, der handler om kompetenceudvikling hos de lokale udbydere af overnatnings- og oplevelsestilbud. Den slags ser vi i Seismonaut mere og mere af. For lokale destinationer bliver det nemlig i stigende grad vigtigt at sikre kvantitet og kvalitet i forhold til de lokale brugere af tjenester som Airbnb. Det handler både om at udvide paletten af tilbud til turisterne og om at sikre, at udbyderne bliver gode ambassadører for destinationerne. For platformen sikrer den slags projekter høj kvalitet af indholdet på deres tjenester.
  2. Den anden type projektsamarbejder tager omdrejningspunkt i arbejdet for at løfte mere langsigtede dagsordener. Dagsordener som kan understøtte platformens CSR-profil. For Airbnb’s vedkommende er der stort fokus på bl.a. sundhed og bæredygtighed. I april proklamerede de derfor et interessant samarbejde med Promote Iceland. Her slår de to parter pjalterne sammen om at markedsføre Islands kampagne for ansvarlighed i turisme.
  3. Afslutningsvist ser vi eksempler på projekter, der går mere på at understøtte tjenestens brand. Her handler det for en tjeneste som Airbnb om, at de udmærket er klar over, at deres kerneprodukt dybest set blot handler om noget så kedeligt som korttidsudlejning af faciliteter. Ikke en særlig hot sællert i en verden, hvor det er det kreative indhold, der skaber merværdien. Kan man som privat eller offentlig aktør hjælpe en tjeneste som Airbnb med at få lidt mere kulør og indhold koblet til kerneproduktet, så er der rige muligheder for samarbejder. Det så vi bl.a., da VisitSweden for nylig lancerede deres markante markedsføringssamarbejde med Airbnb Freedom to roam.

Her kunne der sikkert skrives mangt og meget om effekterne af den slags. Det vil jeg ikke kaste mig ud i. Dog vil jeg konkludere, at jeg tror, vi skal kigge meget mere i den retning i dansk turisme, og at Airbnb har nået imponerende indflydelse på de 10 år, vi har kendt tjenesten.

Kronikken er bragt første gang på Turisme.nu d. 14. maj 2018

seismonaut_logo_white_orange

Get in touch

+45 70 27 03 10
Write us an emails


Find us

Jorcks Passage 1C, 1.
1162 Copenhagen K
Denmark

CVR: 30708075
See our data policy

Still want more?

Blog archive
Linkedin