I takt med at digitaliseringen buldrer afsted, bliver det stadigt tydeligere, at fremtidens digitale kompetencebehov ikke kun bliver dækket af kodere, udviklere og ingeniører, men også af de med kreative og humanistiske baggrunde. Fremtiden handler om løsninger, der ikke bare er menneskecentrerede, men menneskelige. Hvorfor fortæller Christian i en Q&A her.
Hvad er soft skills, og hvorfor er de interessante for fremtidens arbejdsmarked?
Hos Seismonaut beskæftiger vi os med, hvad den digitale udvikling betyder for arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne. Sammenholdt med en række rapporter på området kan vi se, at de jobs, vi kender i dag, i fremtiden med stor sandsynlighed vil være delvist automatiserede. Fra uddannelsessiden betyder det, at man uddanner folk til jobs, der ikke findes lige nu. 65% af de børn, som starter i folkeskolen i dag, havner i jobs, der ikke findes i dag.
Soft skills er de mere brede, humanistiske, sociale og kreative kompetencer – og de er interessante, fordi de er meget svære at erstatte med automatisering og kunstig intelligens, fordi de kan bruges til at vende tingene på hovedet og tænke i andre baner end algoritmer og AI kan.
De vigtigste soft skills er ifølge World Economic Forum’s “Future of jobs”-rapport:
- kreativitet
- samarbejdsevne
- løsning af komplekse problemer
- mangfoldig kulturforståelse
- emotionel intelligens
- empati
Mange af disse kompetencer flyder naturligvis ind i hinanden. Men det grundlæggende er, at de ruster os bedst muligt til at imødekomme en ukendt fremtid.
Programmering på bestemte programmeringsprog vil maskinerne gøre bedre og hurtigere end os i fremtiden. Besidder vi soft skills kan vi bruge dem til hele tiden af genstarte os selv og tilpasse os de behov, vi møder på fremtidens arbejdsmarked. På den måde kan vi holde os relevante på fremtidens arbejdsmarked uanset maskinernes voksende intelligens.
Den teknologiske udvikling buldrer derudaf. AI og robotterne kommer, men hvorfor kan vi ikke klare os udelukkende med ingeniører og programmører?
Fordi fremtiden er kompleks og uforudsigelig, og vi ved ikke, hvad der er brug for i morgen. Vi er nødt til at opruste med et mere mangfoldigt kompetence-mix. Det betyder, at den lidt ensidige diskurs, der har fundet sted de sidste 10-20 år om flere naturvidenskabelige kompetencer, bliver nødt til at nuanceres. De skal suppleres kraftigt af humanistiske, kreative og sociale kompetencer, fordi de kreative og refleksive kvaliteter i endnu højere grad i fremtiden vil blive en forudsætning for, at vi som medarbejdere har en eksistensberettigelse.
Kan du komme med eksempler på, hvad det betyder?
Det er spændende at se på de store tech-virksomheder, der beskæftiger sig både med teknologiens formåen og dens begrænsninger og derfor ser udviklingen langt før andre. Hos tech-giganterne Google, Facebook og Apple har de mange, mange medarbejdere, som besidder soft skills. De beriger og udfordrer det naturvidenskabelige felt med deres designorienterede, kreative, kommunikative profiler og menneskelige syn på tilværelsen.
Hos Google oplever de f.eks. mange etiske konsekvenser i arbejdet med selvkørende biler. Når man i softwareudviklingen står overfor dilemmaet, om bilen skal ramme en ældre dame eller et lille barn i en kritisk afværgemanøvre, er det et klassisk etisk og filosofisk paradoks, som er ekstremt komplekst. Her er de bl.a. nødt til at trække på mange tusinde års menneskelig visdom.
Hvordan arbejder vi med kombinationen af soft skills og tech i Danmark?
I regi af erhvervsfremmeprojektet More Creative den 7. december har vi inviteret en række tech-virksomheder under konferencen High Tech – Human Touch til at give deres bud på nye typer af kompetencer, de prioriterer.
En af dem er First Agenda, som står bag en app til møder, der kan håndtere dagsorden og referater. Lige nu er de i gang med et udviklingsprojekt, hvor app’en på baggrund af AI skal kunne transskribere det, mødedeltagerne siger i realtid og efterfølgende udsende et referat – en slags robotsekretær. Mødet er en kompleks menneskelig situation og for at kunne afkode den, vil First Agendas programmører med fordel kunne samarbejde med lingvister, semiotikere og andre sprogvidenskabelige baggrunde for at afkode diskursen og skabe en funktionsdygtig app.
En anden deltager ved konferencen er Johanna Seibt, professor på Aarhus Universitet, der forsker i konsekvenserne af robotter på arbejdspladser f.eks. på plejehjem. Hvad betyder det, at plejepersonalet arbejder side om side med en robot, som f.eks. sælrobotten PARO, der holder de ældre med selskab? Johanna vil dele sin viden om, hvad der sker, når medarbejdere får “kunstige kollegaer”, og hvilke krav det stiller til nye samarbejdsevner eller ændrede kompetencer.
Hvad betyder udviklingen for det etablerede uddannelsessystem?
Jeg har netop skrevet et indlæg om en ny metafor for læring i det 21. århundrede; i industrisamfundet var metaforen for læring et kort. Dengang, såvel som i dag, får børnene, i overført betydning, udleveret et kort i børnehaveklassen, som de kan følge til 9. klasse. Skolen ved, hvordan terrænet ser ud, og hjælper børnene med at navigere det rigtige sted hen i livet.
Men verden er langt mere kompleks i dag - og uforudsigelig, og derfor skal vi give børn et kompas i hånden og lære dem at bruge det. Kompasset siger ikke noget om, hvordan terrænet ser ud, men om retningen. Retningen skulle gerne gøre, at man hele tiden er på farten og holder sig på kursen. Det handler om livslang læring med andre ord. Man er aldrig i mål. Man har aldrig nok viden, og det skal uddannelsessystemet tilpasses efter.
Livsforløbet skal ikke være: skole i 20 år, arbejde i 40 år og så pension. Vi kommer til at have et komplekst liv med mange typer af job. Alt fra leder til selvstændig til medarbejder til sabbatår. Fællesnævneren for hele livet er, at livslang læring er en forudsætning for at holde kursen.
I stedet for at se uddannelse som noget, der er overstået efter en årrække, så er vi interesserede i, hvordan fremtidens uddannelsesmodel ser ud på de videregående uddannelser. Det kunne være, man havde et livslangt abonnement på en uddannelse – en slags Spotify for uddannelse, hvor du er i et kontinuerligt læringsmode, og aldrig slipper den uddannelse, du er tilknyttet.
Det er blandt andet nogle af de tanker stjerneforskeren Mimi Ito, forskningschef på University of California, vil dele på konferencen den 7. december, når hun fortæller om connected learning som en ny tilgang til læring i en digital tidsalder.
Hvis jeg må provokere det etablerede uddannelsessystem lidt, så er masseuniversitetet dødt – ligesom massemedierne. Vi kommer til at se mere individualiserede uddannelsesforløb og masseuddannelserne forsvinder. Universiteterne må afgive noget af deres suverænitet for at kunne favne det individualiserede uddannelsesbehov, vi kommer til at opleve. Hvordan kan man f.eks. kombinere et online kursus i designtænkning med et fag om designprocesser på Informationsvidenskab? Det kunne f.eks. være via en personlig online læringsplatform, som er tilpasset lige præcis dig og som følger, tilpasses og udfordrer dig hele livet.