Kunst i det offentlige rum er et område i rivende udvikling. Både for den enkelte borger og for (lokal)samfundet kan kunsten skabe værdi i bygge- og anlægsprojekter og indenfor byudvikling.
Det viser en landsdækkende kortlægning af kunst i det offentlige rum, som Manto har gennemført for Statens Kunstfond repræsenteret ved Slots- og Kulturstyrelsen. Og som i de seneste dage er blevet bemærket i en række medier herunder Politiken.
Der er stor variation i, hvordan der bliver arbejdet med kunst i det offentlige rum på tværs af stat, regioner og kommuner – og også kommunerne imellem.
Kommunerne brugte i 2014 samlet set 13 mio. kr. på kunst i det offentlige rum. Hovedparten af landets kommuner producerer offentlig kunst. Dog er der stor forskel på, hvor store beløb der bliver bevilliget, og hvordan midlerne forvaltes. Til gengæld er der rimelig bred enighed om, hvorfor man i kommunerne investerer i kunst i det offentlige rum.
Langt hovedparten af landets kommuner begrunder investeringen ud fra et ønske om at gøre noget godt for stedet eller borgerne, frem for at se kunsten i det offentlige rum som katalysator for økonomisk udvikling i form af fx øget turisme, bosætning eller områdeløft.
Blandt kommunerne er der en bevidsthed om, at kunsten skal komme borgerne til gode, og at det er en måde at udbrede kunsten på. Der er flere eksempler på at især de store kunstprojekter har betydning på flere planer. Ud over at bidrage til forskønnelse af det offentlige rum peger flere kommuner på kunsten som en kilde til dialog, refleksion og almen dannelse blandt kommunens borgere. Blandt de kommuner, som prioriterer kunst i det offentlige rum højt, er der en tendens til at kunsten løftes op og bliver et fælles anliggende i kommunen. Kunstprojekterne bliver en måde at forankre og synliggøre de fælles historier i byen eller området og samler borgere, erhvervsliv og andre interessenter om fælles projekter.
Fire idealtypiske tilgange, der afspejler graden af prioritering
På baggrund af kortlægningen har vi identificeret fire idealtypiske tilgange til arbejdet med kunst i det offentlige rum.:
- Strategisk: Kunst som lokal identitets- og forandringsmarkør. Kunst i det offentlige rum er et prioriteret indsatsområde og integreret i den overordnede strategi for byudvikling. Her er man altså bevidst om, hvordan man vil bruge kunsten og i hvilke fora. Som djævlens advokat ville man nok spørge: Men husker man i kommunerne også kunstens egenværdi – eller spænder man snarere kunsten for en vækstvogn?
- Dynamisk: Kommunen har en formaliseret procedure med et fast råd, der har et fast årligt beløb til rådighed. Hertil kommer løbende enkeltstående bevillinger til større ad hoc projekter. Her har man altså en interesse i kunsten. Der er etableret en fast praksis på området, men man gør også noget, som rækker ud over og er større. Derfor er det desto vigtigere, at man kontinuerligt får identificeret de særlige projekter. Her er det som kommune værd at spørge sig selv: Hvor bevidste er vi om den dynamiske tilgang som arbejdsmodel, eller sker tingene mere tilfældigt?
- Formaliseret: Formel tilgang med fast årlig bevilling til råd uden ad hoc bevillinger. Rationalet her synes at lyde: Ja, kunsten er vigtig og derfor bliver vi også nødt til at afsætte nogle midler på området og have en formalisering omkring, hvem der træffer beslutninger og igangsætter lokale projekter. Her er det værd at overveje: Hvordan sikrer man både en kunstfaglighed og forankring ind i den kommunale forvaltninger? Der kan nemlig være en risiko for manglende interesse fra det politiske niveau ligesom midlerne typisk er begrænsede. Dermed han det være svært at igangsætte større projekter, der kan skabe synlighed, stillingtagen og debat i lokalområdet.
- Ingen formel praksis: Kommunen har ikke en formel praksis og afsætter ikke fast midler til området. Kunst i det offentlige rum er ikke på den politiske dagsorden. Det er typisk kommuner, som historisk ikke har haft kunsten som fokusområde eller er under økonomisk pres og derfor prioriterer midlerne på andre områder. Spørgsmålet her er, om man som kommune er bevidst om, hvad man går glip af i forhold til styrkelse af byens identitet eller lokal stolthed ?
Er ovenstående et billede du kan nikke genkende til, eller har du andre perspektiver? Erfaringer og refleksioner er mere end velkomne. Jeg tænker at idealtyperne også kan være relevante for andre områder inden for kultur, fritid og stedbundne potentialer.
