Natur er andet end en grøn kulisse i vores hverdag – den er et vigtigt aktiv i forhold til turisme, bosætning, sundhed og trivsel. Men hvordan påviser vi det?

Naturen eksisterer i et krydsfelt mellem beskyttelse og benyttelse. For tiden ser vi, at der kommer mere og mere fokus på, hvordan naturen kan bruges som ramme om udvikling af alt fra kommercielle turismeoplevelser til indsatser, der kan være med til at løse udfordringer indenfor alt fra bosætning, integration og sundhed.

Vi ser også et stigende behov for at naturområdet gennemgår samme udvikling, som vi har set på kulturområdet. Nemlig udviklingen i retning af kunne dokumentere et bredere spektrum af effekter af de investeringer, der bliver foretaget.

Kommercialisering af naturen

For fem år siden holdt jeg et oplæg under overskriften: “Naturen, det billige skidt”. Oplægget tog udgangspunkt i dansk turismes udfordringer med at gøre naturen til et aktiv, og handlede lidt provokerende om at se natur som noget, man kan kommercialisere med henblik på at tiltrække flere turister.

Der er sket rigtig meget siden da: Vi har fået danske nationalparker og naturparker, der i kraft af deres brandværdi gør et stort stykke arbejde med at tiltrække turister til Danmark.

Udviklingen har også budt på mange andre projekter rundt i det danske land, der har sat fokus på naturen, som et vigtigt aktiv i forhold til både turisme, bosætning, sundhed og trivsel. Ved at gøre naturen til et middel og alene kun et mål i sig selv kan den anvendes til at løse store samfundsmæssige og kommunale udfordringer.

I Sydsjælland skal en kæmpe natursatsning tiltrække 100.000 mennesker årligt. Satsningen inkluderer et 45 meter højt arkitekttegnet udsigtstårn, hvor besøgende kan gå til toppen via en indvendig rampe. Foto: Effekt

At naturen er andet end bare en grøn kulisse i vores hverdag, er med andre ord blevet bredere anerkendt og udbredt. Men det kniber stadig med dokumentationen af naturens værdiskabelse. Sagt med andre ord: Hvordan måler vi på naturprojekternes effekt med henblik på at kunne dokumentere? Hvad kom der så ud af indsatserne? For vi er enige om, at naturen kan have en række positive effekter for brugere, men vi skal også kunne dokumentere det.

Kulturområdet bruger dokumentation som en force

Vi har set en lignende udvikling på kulturområdet. Her er vi på få år gået fra at kulturen ofte stod med hatten i hånden overfor både det private og i virkeligheden ofte også overfor andre forvaltningsområder i kommunerne til, at vi i dag ser en langt mere ligeværdig dialog, fordi kulturaktørerne er blevet bedre til at dokumentere effekterne af deres arbejde.

Pointen er her, at man ikke bare har solgt ud overfor kapitalen, men i stedet vendt effektretorikken til at blive et aktiv, hvor kulturen dokumenterer sine effekter på egne præmisser, som både måler på de hårde og de blødere effekter.

Jeg mener, der er behov for, at naturen som politik- og projektområde skal igennem samme udvikling, hvis den skal indfri sit potentiale som middel til at løfte store samfundsmæssige udfordringer. Vi skal simpelthen blive bedre til at dokumentere effekterne og værdiskabelsen af de mange projekter, der søsættes.

Et fælles sprog er centralt

Vores erfaring fra særligt kulturområdet er, at det helt centrale er sprog; der skal være et fælles sprog omkring effektvurdering, så vi kan have en god dialog om, hvilke resultater og effekter vi ønsker at skabe og hvornår vores indsatser er en succes.

I den sammenhæng er det vigtigt at slå fast at der er forskel på resultater og effekter. Et resultat kan som oftest dokumenteres inden for projektets levetid og en effekt optræder som regel efter projektet er afsluttet.

Det fælles sprog skal tales på tværs af projektejere, organisationer, kommuner og bevillingsgivere for at skabe det bedste udgangspunkt for en kvalificeret snak omkring både projekternes værdiskabelse og sammenhængen mellem input og forventet output.

Det fælles sprog skal altså danne udgangspunkt for en god forventningsafstemning mellem projektejer og bevillingsgiver. Projektejerne vil gerne dokumentere effekter, og de vil hellere end gerne blive bedre til at tale om den værdiskabelse, som deres projekter resulterer i. Men de har brug for, at der sættes fælles spilleregler og rammer op for den snak og praksis, hvis de skal lykkes med at blive skarpere på den værdi deres projekter skaber. Det kan fx imødekommes ved at bevilligsgiverne stiller krav til dokumentation af projekternes værdiskabelse.

Tre gode råd til dokumentation

Foruden det fælles sprog har vi tre gode råd til projektejere, der skal i gang med at dokumentere den værdiskabelse, som deres projekter skaber:

  • Man skal kunne redegøre for The big why. Man skal kunne besvare spørgsmålet om, hvorfor og for hvem projektet har værdi.
  • Dokumentationens omfang skal være realistisk i forhold til projektets størrelse. Dokumentationen skal være proportional med projekternes omfang, ellers dræber vi de små projekter. Men også de mindre projekter har stor gavn af at at kunne pege på projektets værdiskabelse.
  • En agil og læringsbaseret tilgang: Projekter ændrer sig hele tiden, og derfor er det væsentligt hele tiden at være agil og i stand til at ændre på projektet i takt med, at man bliver klogere. Vi dokumenterer og evaluerer for at styrke projekter og gøre dem bedre, og det kan vi kun, hvis vores tilgang er så agil, at den kan ændres undervejs.

Afslutningsvist er min pointe, at et shelter eller en bålplads kan få langt større betydning for en række brugere, hvis de sættes ind i en større sammenhæng end den praktiske funktionalitet alene. Men her er der behov for at nogle, fx bevillingsgivere og organisationer, stiller spørgsmålet: Hvorfor er bålpladsen vigtig og for hvem?

Der var engang en garvet projektejer, der fortalte mig:

Hvis ikke et projekt har en far eller mor, der kan fortælle, hvorfor projektet er vigtigt, så er man bedre tjent med at droppe det.

Og for at gøre dette muligt har vi behov for, at vi i fællesskab skaber nogle bedre rammer for, hvordan vi kan tale om den værdiskabelse, som projekterne taler – også når det kommer til naturen, det billige skidt.