Der er et stort uudnyttet potentiale i at bruge mere avancerede teknologier til digital transformation i dansk turisme. I denne artikel stiller vi skarpt på de muligheder og potentialer, dansk turisme har ved at arbejde mere systematisk med data og implementere teknologier i drift såvel som gæsteservice.
Sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme har vi undersøgt turismens digitale ståsted og set på, hvad andre brancher har gjort for at fremme den digitale transformation. Og tallene for turismeerhvervet er slående. Hver fjerde turismevirksomhed bruger ikke digitale teknologier udover gængs it-udstyr, og kun få virksomheder bruger avancerede teknologier til at optimere og udvikle kerneforretningen.
Vi gør mange ting manuelt, som kunne gøres digitalt
For Kamilla Seidler, direktør for Restaurant Lola, er der ingen tvivl om, at størstedelen af landets spisesteder ville have gavn af at blive mere digitale. I dag er der mange manuelle opgaver, som virksomheder kunne udføre på en smartere måde. Hos Restaurant Lola har de adgang til enorme mængder data, som kan bruges til at gøre restaurantens arbejdsgange mere effektive. Og viljen til at effektivisere er i den grad stor. Men manglende viden, om hvordan data bruges på en produktiv måde, sætter en kæp i hjulet.
"Der er ikke nogen i huset, der har træning i big data eller noget. Så vi har rigtig meget information, men ikke nødvendigvis de rette spørgsmål til den."
Kamilla Seidler, direktør, Restaurant Lola
For eksempel nævner Kamilla Seidler, at hun gerne vil kunne lave en vagtplan baseret på det antal gæster, der kommer. For restauranten vil dette være med til at eliminere manuelle arbejdsgange, minimere omkostninger til kokkenes og tjenernes løn og dermed optimere arbejdsgange ved at bruge et digitalt system.
Vi bruger teknologi til at give gæsterne en bedre oplevelse
Teknologier har ikke alene potentiale til at lette interne arbejdsgange og processer. De har potentiale til at styrke selve kundeoplevelsen ud mod slutbrugeren. Det ser vi hos Feriekompagniet, som har implementeret en række teknologier til gavn for gæster og sommerhusejere. Direktør Finn Christensen har bl.a. udviklet et digitalt system. Systemet generer en unik kode, gæsterne kan bruge, når de skal have udleveret nøgler til et sommerhus. Det betyder, at gæsterne ikke længere behøver at stå i kø for at få udleveret en nøgle.
"Det er en skrøne, at folk vil have personlig kontakt. De vil jo bare gerne i gang med deres ferie, så dørlåsen er nøglen til, at det hele går op i en højere enhed."
Finn Christensen, direktør, Feriekompagniet
I de kommende år vil nye teknologier definere grundvilkårene for at drive virksomhed. Det er derfor helt afgørende, at det danske turismeerhverv tapper ind i det potentiale, som ligger i at bruge mere avanceret teknologi og digitale systemer. Men også formår at tiltrække arbejdskraft med de rette kompetencer.
Artiklen er skrevet med udgangspunkt i en analyse af turismens teknologiske potentiale, som blev gennemført i foråret 2022. For at imødekomme udfordringerne i det danske turismeerhverv, er vi desuden i gang med at forløse nogle af potentialerne i et nyt projekt. Her matcher vi innovative tech-virksomheder med ambitiøse virksomheder inden for turisme- og oplevelseserhvervet for at komme den digitale transformation et skridt nærmere. Stay tuned!