Mit hjerte banker både for computerspil og turisme – og hvordan vi skaber nye innovative oplevelsestilbud. Pokémon GO’s enorme succes viste, at man godt kan koble steder med virtuelle verdener og ramme en meget bred målgruppe, men jeg har længe savnet den succesfulde kobling mellem sted, spil og turismeoplevelse.
For nylig faldt jeg over et spil, som måske vil løfte sig op over mængden af forsøg på at gøre turismen spilbar (tak for tippet Bodil Porse). Det hedder Play London, og der er hele seks elementer i det, som jeg mener andre kan lade sig inspirere af.
Turisme og computerspil er ikke en ny kombination. Mange destinationer og spiludviklere arbejder med at koble oplevelsen af et fysisk sted med det at spille et spil. Det er både i form af fysiske spil, hvor man skal finde spor og ledetråde gennem brug af gps og lignende samt særligt mobilspil, hvor telefonen fungerer som indgang til spillet. Se eksempelvis denne samling af interessante eksempler.
Pokémon GO banede nye veje
Fælles for de fleste turismespil er, at de sjældent bliver store hits med mange brugere. Men så kom Pokémon GO og viste hele verden, at man godt kan koble spil med steder og ramme en meget bred målgruppe.
Pokémon GO handler ikke specifikt om at skabe turismeoplevelser, men måske har spillets succes banet vejen for, at der nu er kommet en ny spiller på banen. En spiller, som måske knækker nødden med at gøre turisme spilbar i stor skala. Det drejer sig om VisitLondon, som har indgået en aftale med danske PointVoucher om at udvikle et spil, hvor man med udgangspunkt i Mr. Bean og hans univers gør London til et spil, og hvor fremgang i spillet udløser økonomiske fordele til besøget i byen. Spillet hedder Play London, og det er under udvikling, så vi ved endnu ikke om det bliver en succes.
Personligt tror jeg, at chancen for succes er stor. Det, der gør Play London anderledes end mange af de andre forsøg på at koble gamification og turisme, er, at man har tænkt flere ting sammen end blot det fysiske sted og den engagerende oplevelse af at spille et spil.
Kort fortalt er Play Londen et spil i genren casual games, som man downloader til mobiltelefonen. I spillet er Mr. Bean den gennemgående figur, og man befinder sig i hans univers. Man løser forskellige opgaver, hvor man hjælper Mr. Bean, deltager i konkurrencer og indsamler point. Herigennem opnår man højere og højere niveauer i spillet og optjener vouchers, som kan bruges til indkøb af oplevelser, forplejning, overnatninger etc.
Seks vigtige punkter
Play London gør dermed flere ting end mange af de andre turismerelaterede spil jeg har set. Nedenfor har jeg identificeret seks punkter, som jeg mener, vi kan lære af:
- Fun factor: Det skal være sjovt og let tilgængeligt. Hvis det bliver for kompliceret, falder folk fra. Det simple gameplay gør derfor, at spillet sandsynligvis vil appellere til mange på samme måde som eksempelvis Pokémon GO gør. Ofte bliver spillene enten kedelige eller for komplicerede, og så falder brugerne fra. Det har vi set både i andre turisme- og i undervisningsspil. Læringen er, at sjov ikke kan erstattes.
- Et kendt sted: London er allerede en turistattraktion, som alle kender, og mange har besøgt. Der er derfor kritisk masse, hvilket er afgørende for at få gennemslagskraft for et spil af denne art. Reglerne for turismespil er de samme som for alle andre casual games: Det handler om at få mange til at spille spillet.
- En kendt figur: Mr. Bean er verdenskendt og fungerer også uden sprog. Det er selvfølgelig unikt, men det at koble sted og spil med en kendt figur kan også gøres andre steder. Filmturisme er et andet eksempel på, hvordan man kobler steder med fiktive universer, så skridtet over til noget a la Play London er ikke så stort.
- Social dimension: Mr. Bean har en enorm følgerskare på sociale medier og skuespilleren bag, Rowan Atkinson, er med til at gøre universet levende og relaterbart. Sociale medier er oplagte til at skabe interaktion og få spillet til at leve flere steder, fordi de tilbyder spillerne et fællesskab uden for spillet og dermed også spiller-til-spiller-markedsføring.
- Rigtige penge: London er dyrt! Så ideen om, at man har en direkte økonomisk fordel ud af at spille spillet, er god. Jo mere man spiller, desto flere vouchers får man, som kan bruges på mad, oplevelser, overnatninger, etc. Der er selvfølgelig også en slagside her, som man skal være opmærksom på, da spillet helst ikke skal lede til ludomani, så det er en hårfin balance.
- Spillet som platform: Endelig er forretningsmodellen baseret på at være en platform. Play London er en platform, hvor partnere og sponsorer stiller vouchers til rådighed mod at få adgang til spillets “kundebase” i form af dem, der vælger at downloade det. I stedet for at gøre brugerne til kunder tænkes brugerne som produktet, som partnerne køber sig adgang til og opmærksomhed hos.
Alt dette viser, at man har tænkt flere faktorer ind, end jeg hidtil har set i eksempler på spil og turisme. Det er interessant, og jeg tror, der er noget at lære for andre.
Bliver det en succes? Det ved jeg naturligvis ikke. Lige meget hvad handler spil nemlig altid om, hvorvidt det er sjovt og engagerende nok til, at man vil bruge sin tid på det, og tiden må vise, om Play London knækker den kode og bliver Londons svar på Pokémon GO.
