Vi skal ikke afvise, at der engang imellem kører en smule intern konkurrence om, hvem der får mest taletid i medierne. Men vi synes nu også, vi får fyldt kvalitet ind i talestrømmen. Vi har derfor lavet en opsamling af den sidste måneds medieomtaler med links til artiklerne.
Digitalisering og finanssektoren
Sidste år udviklede vi en håndbog for Finanssektorens Uddannelsescenter, som så nærmere på den digitale udvikling indenfor finanssektoren. En udvikling, der absolut ikke har sænket hastigheden siden da. Derfor havde Børsen Finans i forrige uge fat i Christian for at høre nærmere om netop dette emne.
Sociale medier får folk til at støtte flygtningeindsamling
Har sociale meder ændret på vores lyst til at støtte indsamlinger? Noget tyder på det, og det var netop dette tema, Anja blev interviewet om i september, da DR kontaktede hende. Og ifølge hende er det ikke helt tilfældigt, at sociale medier kan styrke folks lyst til at støtte. Hun udtaler eksempelvis:
Teknologien gør det nemt, og det passer godt ind i den måde, vi ønsker at fremstille os selv på
Læs artiklen her.
Har sociale medier ændret vores aftalekultur?
Når emnet er er unges brug af sociale medier, er det ofte Peter Vittrup, der er vores mand i marken. I oktober måned har BiTE således haft fat i Peter for at høre mere om, hvorvidt sociale medier har ændret den måde, vi forholder os til aftaler på - og hvor forpligtet, vi eksempelvis føler os af at acceptere en event-invitation på Facebook. I artiklen siger Peter, bl.a.:
»Jeg er enig i, at vores aftalekultur har ændret sig. De sociale medier er kun 10 år gamle, så vi er stadig ved at finde ud af, hvornår vi skal vælge det ene eller andet. Og vi har måske stadig ikke helt fundet ud af, hvordan vi skal bære os ad på alle niveauer.«
Du kan læse hele artiklen her.
Fremtiden for sociale medier
Det (måske) største spørgsmål i denne omgang blev stillet til Daniel, da han var afsted til Komfos Social Media Summit i september. Her blev han nemlig spurgt ind til, hvordan han ser fremtiden for sociale medier. Oveni foregik interviewet live over Periscope.
I løbet af interviewet fortalte han bl.a. om, hvordan Facebooks muligheder for virksomheder er ved at ændre sig og i dag handler meget om direct marketing overfor en specifik målgruppe og at skabe trafik til ens hjemmeside.
Du kan se interviewet med Daniel her.