Det er med stor glæde og begejstring, at vi nu udvider ejerkredsen i Seismonaut og sætter endnu mere skub på udviklingen af vores rådgivningsvirksomhed. Fire gode kollegaer træder ind som nye partnere i Seismonaut.
De nye partnere er Kristian Holmgaard Bernth, Helle Nysted Andersen, Brian Landbo og Andreas Linnet Jessen. De har alle været del af Seismonaut i mange år og har været centrale ift. at bygge virksomheden op til det, den er i dag, sammen med alle vores gode kollegaer.
- Kristian er spydspids for Seismonauts arbejde med digital forretningsudvikling og innovation. Han rådgiver både offentlige myndigheder om digital transformation og nye og etablerede virksomheder, som skal styrke deres forretning og innovationskraft.
- Helle er kendt for at skabe dybe indsigter om brugere og kunder og for at omsætte indsigterne til velformidlede og solidt forankrede belsutningsgrundlag og strategier. Hun har særligt kendskab til kultur, natur og turisme.
- Brian er vores mand, når vi rådgiver om fremtidens arbejde og erhvervsmæssige styrkepositioner. Han er en sikker garant for at sætte tingene i perspektiv, fx i koblingerne mellem hårde facts og kvalitative budskaber, og han bærer i øjeblikket vores indsats for at måle det ellers umålelige.
- Andreas er vores oplevelsesøkonomiske tænketank og samtidsanalytiker. Han er ekspert i krydsfelterne mellem kultur/erhverv og humaniora/tech. Han har også et solidt fagligt greb om platformsøkonomi, digitalisering og innovation.
Foruden deres faglige talenter og bedrifter er de alle rundet af vores kultur og er et oplagt match til ledelsen, som fortsat består af adm. direktør Anna Porse Nielsen og direktør Line Bjerregaard Jessen.
I forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen siger vi samtidig farvel til medstifter og direktør Christian Schwarz Lausten. Christian har ved siden af sit arbejde i Seismonaut været med til at opbygge virksomheden Gaest.com, der er blevet så succesfuld, at Airbnb fik øje på den og netop har købt den. Så Christian vil fremover indtage en position i Airbnb. Vi er superstolte af ham og glæder os til at følge ham på hans vej.
Med udvidelsen af ejerkredsen er vi klar til at sætte en ny og spændende retning, og vi glæder os til at dele vores planer.