Først skulle kunsten og kulturen have frirum og økonomisk rygstød. Siden skulle den kommercialiseres og effektiviseres. Nu står vi på tærsklen til en ny kulturvision, hvor kunsten og kulturen både er fri og kommerciel, men først og fremmest: Menneskelig.
Julius Bomholt blev i 1961 Danmarks første kulturminister. Når vi starter med ham, skyldes det, at han blandt andet skabte Statens Kunstfond, som skulle give et skattefinansieret rygstød til kunsten efter armslængdeprincippet – til den infamøse Peter Rindals store irritation.
I de følgende fire årtier ændredes billedet. En ny kulturvision opstod. New public management rullede ind over kunstinstitutionerne, som skulle effektiviseres. Og i mellemtiden var kunst og kultur blevet big business. Aqua omsatte i 1990’erne for tre milliarder kroner og lavede en decideret bule i eksportstatistikken.
Kunst og kultur var blevet vækst, arbejdspladser og eksport. Arbejdet med at styrke rammebetingelserne for kultur og kunst blev delvist forskudt mellem kultur- og erhvervsministeriet. Betegnelsen »kreative industrier« opstod først i Storbritannien, og snart efter i resten af verden.
Den tredje kulturvision, som vi befinder os på tærsklen til i dag, handler om at danne syntese mellem de to tidligere visioner – Bomholts frie kulturetik og den kommercielle, markedsdrevne kultur. I syntesen mellem de to visioner finder vi mennesket. For kulturen har en kraftfuld indvirkning på og betydning for os mennesker, som hidtil har været underbelyst. Kulturen betyder noget for individer og fællesskaber. Og deri ligger kunstens og kulturens egentlige potentiale: At betyde noget for nogen og sætte aftryk på verden.
Et kraftben til kulturdebatten
»Det, vi ikke har sprog for, forbliver vi blufærdige omkring,« siger filosofihistoriker Aksel Haaning. Vi har ikke et sprog for kunstens og kulturens betydning, og derfor taler vi ikke om den.
Det er på tide at gøre noget ved det!
Skal vi for alvor forstå kunsten og kulturens betydning for mennesker og samfund, kræver det en ny tilgang. En tilgang, der indfanger de følelsesmæssige, sociale, kreative og intellektuelle oplevelser, som kulturen genererer. Og en tilgang, der belyser kunstens og kulturens mangfoldige indvirkning på andre brancher og samfundet i bredere forstand. Herigennem opnår vi en dyb og nuanceret forståelse for, hvad der egentlig foregår, når tårerne triller ned ad kinderne, når hjertet galoperer, når vi glemmer tid og sted, når vi lærer at spille et instrument, når der tænkes, reflekteres og debatteres, når slagsangen gjalder over stadion, og når stemmen bævrer i kirken. Hvad er det, der er på spil?
Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv handler kunsten og kulturens betydning om mere end omsætning, arbejdspladser og eksport. For kunsten og kulturen skaber ringe i vandet i andre brancher, der går langt udover disse tal. Som når musik bruges til at skabe købsadfærd eller når kunsten i det offentlige rum er med til at løfte en hel bydel eller skabe helbredende rammer på et hospital.
Det er ikke realistisk, at alle disse afledte effekter af kunsten og kulturen kan vejes og måles i eksakte beløb. Og det er heller ikke meningen. Meningen er at dokumentere, at disse effekter eksisterer og skabe et sprog for dem, så det kan indgå i en oplyst debat om, hvad kunst og kultur er for en størrelse i samfundet.
Et nyt sprog – og en revitaliseret kulturpolitik
Vores håb og forventning er, at vi med et nyt sprog for kunstens og kulturens betydning kan bidrage til at skabe ny gejst og selvtillid internt i de kulturelle fag. Kunstens og kulturens udøvende og interesseorganisationer vil få en fornyet bevidsthed om, hvad det egentlig betyder, det, de går og bedriver. Det vil skabe stolthed og ranke ryggen på tværs af hele sektoren.
Samtidig – og måske endnu vigtigere – er der behov for at give politikere og debattører et mere velfunderet afsæt for kulturdebatten og politikudviklingen. For der er en blufærdighed i den politiske debat om kunsten og kulturen – et kvalitativt underskud, om man vil. Debatten er blevet visionsløs, for ingen kan have visioner om noget, de ikke har sprog for.
Den tredje kulturvision
Kun de færreste bekender sig i dag til 1960’ernes kulturvision, ligesom 90’erne og 00’ernes kulturvision går på hæld. En ny kulturvision er nødt til at træde frem, og bevægelsen er allerede i gang. Vi oplever en stor nysgerrighed og vilje til at revitalisere samtalen om kulturen. En vilje, vi møder blandt de fagprofessionelle, på ledelsesgangene, i forvaltningerne og i byrådssalene.
Den nye, spirende kulturvision ser vi som en syntese mellem de to foregående. Kunsten og kulturen anno 2023 er både fri og kommerciel, men først og fremmest menneskelig. Og dét kalder på en differentieret kulturpolitik. En kulturpolitik, som både favner det kunstneriske og det kommercielle, fordi afsættet er det menneskelige, og fordi menneskets livsverden i høj grad omfatter begge dele.
Indlægget er udgivet hos Kulturmonitor, juni 2023.
