The future is so much more creative

gravatar
 · 
27. juni 2017
Featured Image

Jeg har svært ved at få armene ned for tiden. Når man har arbejdet med udvikling af kreative brancher og virksomheder i mange år og igen og igen forklaret, hvorfor de er vigtige for Danmark, er det skønt at se, at så meget peger i retning af, andre også ser potentialet.

I løbet af de seneste par måneder har vi i Seismonaut observeret, at der sker noget rent politisk, og vi har selv været med til at lave en række interessante analyser, der sætter spot på potentialet. Det drejer sig om:

  • Musikbranchen. Vi har for nylig haft fornøjelsen af at kortlægge det kommercielle potentiale blandt de danske sangskrivere for DPA. Analysen gav så meget ny indsigt, at den kom til at danne baggrund for en paneldebat på Folkemødet, som vi havde fornøjelsen af at moderere. Det er fantastisk at se en analyse, som med det samme bliver omsat til handling og får flere til at forholde sig til musikkens kommercielle potentiale, samt hvad der skal til for at realisere potentialet. Du kan læse om og downloade DPA-analysen her.
  • De visuelle industrier. Mandag Morgen bragteden 26. juni 2017 en artikel om Media Society Denmark, som er overskriften på et klyngeinitiativ, der skal samle animation, film, tv og computerspil. For over et år siden havde jeg fornøjelsen af at være med til at hjælpe Interactive Denmark, Den Vestdanske Filmpulje, Copenhagen Film Fund, FilmFyn og The Animation Workshop med at støbe kuglerne. Tænk engang at det måske allerede er på vej mod realisering!
  • Animation. Animationsskolen i Viborg kan nu bryste sig af at være Danmarks bedste studiemiljø både fagligt og socialt. Det er simpelthen så godt gået, og mange uddannelsesmiljøer kan helt sikkert lære noget af den måde, de gør det på i Viborg. Jeg var med på MIFA i franske Annecy i forrige uge. MIFA er animationsbranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Her oplevede jeg, hvordan folk fik lys i øjnene, når man sagde, at man havde noget med Viborg at gøre. Jeg var stolt, fordi vi netop har lagt sidste hånd på en vurdering af det erhvervsmæssige potentiale i animation målrettet politikerne i Viborgs byråd, og fordi jeg har fornøjelsen af at være bestyrelsesformand for iværksættermiljøet i Arsenalet. Arsenalet rummer nogle af Danmarks sejeste unge animationsvirksomheder, som vinder masser af priser og tiltrækker de helt store amerikanske spillere i branchen – vi taler Disney og PIXAR.
  • Og så er der More Creative, som har lagt navn til dette indlæg. På femte år arbejder vi med Region Midtjylland ift. at forløse potentialet i de kreative erhverv. Resultatet er fire partnerskaber omkring mode, design, arkitektur og digitale visuelle industrier. Region Midtjylland har som region udmærket sig ved gennem et langt sejt træk hele tiden at investere i de kreative erhverv og tro på potentialet i dem. Det er inspirerende, og det er fedt at se regionen blomstre på det kreative område. Læs mere om vores arbejde med More Creative her.

Alt i alt er der tryk på de kreative erhverv. Jeg oplever både større interesse og en langt større forståelse for, hvad kreative kompetencer og virksomheder er end for bare få år siden. De kreative erhverv er for alvor rykket op fra kældrene og ud af øvelokalerne, og jeg glæder mig seriøst til at se, hvad fremtiden bringer!

Tænk, hvis vi kunne tage det hele til næste niveau på samme måde som vi ser i andre lande. Der, hvor kreativitet bliver set som en driver for innovation, vækst og produktivitet – uanset hvilken branche, vi taler om! Vi kalder det den kreative økonomi, og vi har netop testet en ny metode til at dokumentere den, hvor Aarhus Kommune var opdragsgiver. Det giver helt nye perspektiver på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden og ikke mindst, hvordan vi får det til at ske.

Fremtiden er so much more creative!

seismonaut_logo_white_orange

Get in touch

+45 70 27 03 10
Write us an emails


Find us

Jorcks Passage 1C, 1.
1162 Copenhagen K
Denmark

CVR: 30708075
See our data policy

Still want more?

Blog archive
Linkedin