I kender sikkert masser af eksempler selv. Sex and the City i New York, Lisbeth Salander i Stockholm og Ringenes Herre i New Zealand har tiltrukket turister i hobetal. Turister, der ønsker at komme tættere på filmenes og tv-seriernes univers og mærke stederne på egen krop. Og som enten rejser lige præcis derfor eller ser det som en spændende oplevelse i tillæg til alt det andet, et sted har at tilbyde.
I filmbranchen er de udenlandske eksempler blevet brugt flittigt som argumentation for at film- og tv-produktion er mere end kunst og kultur og har potentialet til at skabe vækst og arbejdspladser, der rækker ud over branchen selv. I dag har vi tre regionale filmfonde, FilmFyn,Den Vestdanske Filmpulje og Copenhagen Film Fond, som i hvert deres geografiske område, og med kommunerne og regionerne som samarbejdspartnere, arbejder med at tiltrække film- og tv-produktioner. Det sker ikke mindst ud fra et ønske om at skabe lokale arbejdspladser og tiltrække turister. VisitDenmark har set potentialet og arbejder i dag også med filmturisme og samarbejder med filmfondene, når der er mulighed for at skabe international opmærksomhed omkring Danmark på basis af film og tv.
Så vidt så godt!
Men når jeg ser på den samlede værdikæde for filmturisme, mangler der et led. Hvem står klar til at møde de turister, der ønsker at komme og opleve stederne hvor succesfulde serier som Broen, Forbrydelsen, Dicte og Borgen er optaget? Nye serier og film kommer hele tiden til og i år er der endnu engang dansk islæt, når der skal uddeles Oscarstatuetter. Både ”The Danish Girl”, som Copenhagen Film Fund har investeret i og hvor en del af filmen af den grund er optaget i Danmark og ”Krigen”, er med i konkurrencen. Der er ingen tvivl om, at Danmark endnu en gang får omtale på den baggrund. Jeg er netop hjemvendt fra ferie i Spanien hvor La Chica Danesa smilede til mig fra et hav af biografplakater. Hvem ved – måske vil det få spaniere til at rette blikket mod Danmark, når ferien skal planlægges.
Flere danske virksomheder på markedet, tak!
Men når jeg googler for at finde danske virksomheder, der udnytter mulighederne for at udvikle filmrelaterede produkter finder jeg meget få. Faktisk reelt kun et enkelt firma, der har guidede ture med udgangspunkt i film og tv som deres kerneprodukt; nemlig Nordicnoirtours. Jeg tror der er plads til flere på markedet. Filmbranchen vil gerne, kommunerne som investerer i filmbranchen vil gerne og VisitDenmark vil gerne. Men der mangler flere gode folk til at udvikle og sælge film- og tv-produkter målrettet udenlandske turister, hvis vi for alvor skal udnytte potentialet. Der skal simpelthen være flere aktører, som har en kommerciel interesse i at udvikle og tilbyde filmrelaterede produkter målrettet udenlandske turister.
Jeg håber, at nogen griber bolden, så vi kan få kæden gjort hel og stærk. Fra mit perspektiv ser det ud som om, der mangler et mødested og noget opmærksomhed omkring mulighederne. I Manto arbejdede vi sammen med Filmby Aarhus sidste år, hvor vi prøvede at udvikle ture relateret til Dicte. Interessen var der, men det var også tydeligt, at det krævede at aktører, som ikke kender hinanden i dag, begyndte at samarbejde og at der som sagt var nogen, der så det som deres kerneforretning at gå ind på dette marked. Et forslag kunne være at nogle af aktørerne fra turisme- og filmbranchen i fællesskab inviterede til inspirationsmøder eller lignende målrettet folk, der i forvejen arbejder med incoming turisme, eller som har lyst til at gøre det? Jeg vil vædde med, at der er gode kræfter, som har lyst til at arbejde med feltet. Efterspørgslen er der og fortællingerne er der. Og forhåbentligt kan det være med til at skabe endnu flere arbejdspladser som afledt effekt af succesfulde danske film og tv-serier.