"Hold nu k.... hvor er det fedt at bo i Danmark!" Cirka sådan lød det spontant og opløftet fra Peter Vittrup og jeg, da vi i sidste uge pustede ud efter unge-konference på Christiansborg om biodiversitet.  

Naturkrisen og "den 6. masseuddøen" er ellers ikke muntert stof, men opløftende var dagen alligevel, fordi den på eksemplarisk vis demonstrerede, hvad vi har opnået gennem århundredes demokratisering her i DK. Og så satte dagen en tyk streg under, at unge med noget på hjertet er ét af de stærkeste kort vi har på hånden i kampen for en ansvarlig udvikling her på jorden.

Se Peters korte video om, hvordan vi designede dialogen mellem de unge og politikerne her.

Først tager vi den med demokratisering

Hvad er det, der får mig til at svinge helt op under loftet og snakke om århundredes demokratisering..?!

Jo, tænk lige dette scenarie igennem engang: 

  • Et sted i landet begynder en gruppe unge - helt frivilligt - at interessere sig for naturkrisen. De tager sagen alvorligt og organiserer sig. 
  • Et andet sted i landet sidder en NGO og deler bekymringen om naturkrisen. Sagen er svær at trænge igennem med, fordi alle taler om en anden krise, nemlig klimakrisen. 
  • Forskeren, som sidder et tredje sted, er lige så bekymret - eller mere. Taler ofte sammen med NGO'en. Og taler i øvrigt også med politikerne, men savner handling og resultater.  

De unge, NGO'en og forskeren finder hinanden. De rejser nogle midler; Nordisk Råd kommer ind over, og Miljø- og Fødevareministeriet engagerer sig. En unge-konference på Christiansborg tager form.

Spring nu frem til d. 9. januar 2020:

  • Ca. 100 unge samlet på Christiansborg - fra alle danske regioner + Grønland og Færøerne. Fælles for dem alle er ukuelig kærlighed til og respekt for naturen. De er klar til at kæmpe for sagen. 
  • 6 politiske ordførere er kommet for at høre, hvad de unge har på hjertet. Ordførerne repræsenterer et bredt udsnit af politiske partier, men i dag spiller partifarve ingen rolle. Fælles for dem alle er oprigtig nysgerrighed, saglighed og respekt for sagen. Jeg vil gå så vidt som at kalde deres optræden forbilledlig. Politikerlede? Ikke den dag!
  • Læg dertil en dansk miljø- og fødevareminister, Lea Wermelin, som optrådte med samme politiske (tro-)værdighed og viste respekt ikke kun for sagen, men også for de unges engagement og udtrykte styrken i netop dét.

Vi har her opskriften på et demokrati, hvor unge frivillige kan organisere sig om en sag, få adgang til midler og sagkundskab fra øverste hylde og bringe sagen i høring, ikke for, men i dialog med lydhøre repræsentanter fra landets parlament. Det er da for vildt! Tak for det til alle vores demokratiske forfædre, og til alle dem der fortsat realiserer demokratiet hver dag.

... og så var der den med de unge

Det skal stå som en selvstændig kommentar, at de unge naturkæmpere er simpelthen er for seje.

De har fået chancen og har bidt sig fast i bordkanten. Ingen døgnflue-mentalitet dér. Tværtimod lægger de kræfter i, aften efter aften, ved siden af deres studier og eksaminer. 

Og de er slet ikke færdige endnu. De fortsætter med øget styrke. Klima-krisen har lært os, at når de unge for alvor sætter tryk på sagen, ja så kan der faktisk ske noget politisk. Man siger, at den nutidige generation af politikere er den sidste, der kan nå at gøre noget ved sagen. Lad os håber de unge får råbt højt nok til, at handlingen indtræffer.

Og de unge naturkæmpere er ikke alene. Faktiske er de, som unge er flest - uovertrufne. I Seismonaut har vi arbejdet med unge i regi af mange forskellige initiativer og indsatser. Gennemgående oplever vi, at ingen fortryder at rådføre sig med unge. De ejer fremtiden, og det lyser ud af dem!

Derfor et forslag til et forsinket nytårsforsæt:

Sæt dig ned og tænk over, hvordan du kan trække unge ind i dit udviklingsarbejde. Om så du arbejder med fremtidens arbejdsmarked, byggeri, offentlig sektor, uddannelser, forbrug eller fødevarer - hvad som helst, hvor ordet "FREMTID" er en vigtig faktor. Undersøg, hvad de unge har at sige til sagen. Du vil ikke fortryde det.